Lægeforeningens holdning til aktiv dødshjælp

Omsorg for patienter ved livets afslutning

Omsorgen for borgere, som er i den allersidste del af livet, er blandt de vigtigste opgaver i sundhedsvæsnet. Ingen patienter skal efterlades med fysiske eller psykiske lidelser, og alle skal have mulighed for at dø på en værdig måde.

Der er i dag meget omfattende virkemidler til rådighed i den palliative indsats, men området kan og bør opprioriteres for at sikre endnu bedre omsorg for døende borgere.

Der bør også skabes bedre kommunikation om de nuværende handlemuligheder ved livets afslutning. I diskussioner om sundhedspersonalets rolle i denne fase opstår der ofte uklarhed, og der skabes et misvisende billede af, at valget står imellem at efterlade patienter i lidelse eller lovliggøre aktiv dødshjælp.

Derfor er det vigtigt at slå fast, at det i dag er tilladt:

• At undlade at påbegynde livsforlængende behandling (passiv dødshjælp)
• At standse livsforlængende behandling (passiv dødshjælp)

Det er ligeledes tilladt:

• At give smertestillende eller beroligende midler i det omfang patienten har brug for det, også selvom den behøvede dosis kan have den bivirkning, at patientens liv forkortes (dobbelteffekt).
• At yde palliativ sedering, dvs. at man ved hjælp af lægemidler reducerer bevidsthedsniveauet med henblik på at lindre svær lidelse.

Med disse, og de mange andre palliative virkemidler, er lægerne i dag i stand til at give effektiv hjælp og omsorg til det overvældende flertal af døende patienter. Og med en ressourcemæssig opprioritering og udbredelse af de palliative indsatser skal vi sikre, at alle patienter får en god og værdig afsked med livet.

Aktiv dødshjælp

Lægeforeningen er imod en legalisering af aktiv dødshjælp

Lægeforeningen mener, at aktiv dødshjælp er etisk uacceptabelt, og Lægeforeningen er imod en legalisering af denne praksis i Danmark. I det følgende beskrives i kort form hovedbegrundelserne for Lægeforeningens standpunkt.

En fundamental og skadelig forandring af sundhedsvæsnet

Aktiv dødshjælp adskiller sig helt fundamentalt fra alle andre lægelige praksisser ved det faktum, at formålet med behandling er, at forårsage patientens død. Lægeforeningen mener, at et sådan formål er i grundlæggende modstrid med lægens og sundhedsvæsnets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg.

Legalisering af aktiv dødshjælp som praksis i sundhedsvæsnet ville derfor være en fundamental forandring af både den enkelte læge-patient relation og relationen mellem borgerne og sundhedsvæsnet. Lægeforeningen mener, at en sådan forandring ville være skadelig og bør undgås.

Legalisering udløser en glidebaneeffekt

Erfaringer fra de lande, som har legaliseret aktiv dødshjælp, viser, at selvom aktiv dødshjælp indføres i en restriktiv form, så sker der en etisk uacceptabel forskubning af grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp må udføres, og hvor ofte det sker. En sådan glidebaneeffekt er eksempelvis set i Holland, hvor antallet af tilfælde af aktiv dødshjælp er stigende, og hvor aktiv dødshjælp også tilbydes til grupper, som ældre der lider af demens, og børn over 12 år.

Uacceptabelt pres på svage patienter

Hvis aktiv dødshjælp blev lovliggjort skulle døende patienter præsenteres for muligheden for at afslutte livet tidligere med aktiv dødshjælp. Dette kan skabe et uacceptabelt pres på en særdeles sårbar patientgruppe, som i forvejen er svækket, og som kan føle sig forpligtet til ikke at ligge til last for deres nærmeste eller for sundhedsvæsnet. Et sådan pres kan skabe tvivl om lægens og sundhedsvæsnets rolle, som utvetydigt bør være at hjælpe og støtte disse mennesker.