Gå til indhold

Lægelig ledelse

Styrk ledelse i sundhedsvæsenet

Hvis vi fortsat ønsker et sundhedsvæsen i verdensklasse, kræver det investeringer. Og det kræver en stærk faglig ledelse på alle niveauer af sundhedsvæsenet. Der er brug for en ledelse, der forstår at balancere ressourcer over for patienternes behov for høj behandlingskvalitet, og som kan sikre en klar retning og sammenhæng. Og det skal være en ledelse, der kan gennemføre de nødvendige forandringer, som følger af nye teknologiske muligheder, ændret demografi, nye behandlingsmuligheder og begrænsede ressourcer.

Læger skal og vil naturligvis tage del af ansvaret for at håndtere sundhedsvæsnets udfordringer både på sygehusene, i praksis og i sundhedsvæsnet som helhed. Men læger kan ikke løfte opgaven alene. For der er også behov for at se på, om vilkårene for ledelse i sundhedsvæsnet er fornuftige. Ledelsesopgaven skal ikke bare være mulig, men også attraktiv at påtage sig for dem, som har lyst, potentiale og de faglige kompetencer til at tage ledelsesopgaven på sig.

Lægeforeningen arbejder for:

  • Læger skal tage ledelsesansvar og være gode rollemodeller.
  • Lægelige ledere skal finde og hjælpe ledelsestalenterne på vej.
  • Ledelsesansvar skal anerkendes på linje med klinisk ansvar.
  • Der skal være lægefaglighed på alle ledelsesniveauer.
  • Der skal ikke være barrierer for, at kerneopgaven kan ledes med faglighed.
  • Personaleledelse – herunder et realistisk ledelsesspænd – skal prioriteres.
  • Læger skal have styrket deres ledelsesudvikling og uddannelse.
  • Incitamenter, der fremmer siloledelse, skal droppes.
  • Den lokale ledelsesprioritering skal støttes gennem styrket national prioritering.