Gå til indhold

Arbejdspladsvurdering (APV) - hospitalsansatte overlæger

Arbejdspladsvurdering (APV) er et vigtigt omdrejningspunkt for arbejdsmiljøindsatsen.

APV’en kan bruges til at sætte arbejdsmiljøindsatsen i system: Kortlægge det samlede arbejdsmiljø, udpege de områder, hvor der er behov for en indsats og lægge en plan for, hvordan man vil forbedre arbejdsmiljøet. 

Formålet med arbejdspladsvurderinger er at sikre, at arbejdspladsen arbejder systematisk og løbende med at forebygge og løse problemer i arbejdsmiljøet med det formål at forebygge alle former for arbejdsskader.  

Screeningsbesøg

I forbindelse med udarbejdelsen af en APV foretager Arbejdstilsynet et screeningsbesøg, hvor man gennemgår virksomhedens arbejdsmiljø. Har virksomheden ikke udarbejdet en APV, vil Arbejdstilsynet i forbindelse med besøget udstede et påbud om, at virksomheden udarbejder en sådan.

Tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø prioriteres højt af Arbejdstilsynet under besøget, fordi det ofte har store konsekvenser for sygefravær og senere udstødelse af arbejdsmarkedet.

En arbejdspladsvurdering består af 5 elementer:

  1. En kortlægning af arbejdsmiljøet - herunder det psykiske arbejdsmiljø
  2. En beskrivelse af problemerne
  3. Arbejdsmiljøets indvirkning på sygefraværet
  4. En handlingsplan for hvornår og hvordan problemerne skal løses
  5. En plan for opfølgning på problemerne

Du kan læse mere om APV'en på Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside.