Gå til indhold

Nyhedsbrev 20/2022

Overlægeforeningens nyhedsbrev udsendt 12. oktober 2022

Hvad skal speciallægerne i det sammenhængende sundhedsvæsen? 

Det diskuterede læger og politikere på Foreningen Af Speciallægers (FAS) årsmøde i weekenden.

"Vi skal holde fast i at skabe et bedre sundhedsvæsen for både patienter og de andre aktører. Men en ting er sikkert: Speciallægerne skal ikke køre rundt på landevejen. Det er ikke en klog udnyttelse af en knap og vigtig ressource", sagde formand for FAS og Overlægeforeningen Susanne Wammen.

"Vi er hinandens vigtigste forudsætning for at undgå stress"

Et dårligt arbejdsmiljø og manglende mulighed for at give patienterne en god behandling er den måske største trussel mod det offentlige sundhedsvæsen. Et godt arbejdsmiljø er politikernes, men også overlægernes eget ansvar, lød det fra Overlægeforeningens formand Susanne Wammen i den mundtlige beretning på weekendens repræsentantskabsmøde.

"Bliver mine arbejdsvilkår ikke bedre, holder jeg ikke de næste 23 år"

Hvordan opretholder man arbejdsglæden, når man som vagtbærende overlæge arbejder solen sort? På Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde blev frustrationer ventileret, men der var også inspiration til et bedre arbejdsmiljø fra bl.a. cheflæge Morten Breindahl og cheflæge Dea Kehler.

Hvilke krav skal Overlægeforeningen rejse ved OK24?

Hvilke krav skal Overlægeforeningen rejse ved næste overenskomstforhandling i 2024? Det vil bestyrelsens forhandlingsdelegation gerne høre medlemmernes holdning til.

Og derfor opfordrede medlem af bestyrelsen og forhandlingsdelegationen Bjarne Hjaltalin repræsentantskabet til at booke forhandlingsdelegationen til et møde i januar, februar eller marts 2023 (skriv til fas@dadl.dk.)

Bjarne Hjaltalin fortalte, at der siden sidste overenskomst (OK21) har været fokus på ledelsesreform og efteruddannelse, hvor der arbejdes med at omsætte de aftalte ændringer fra OK-forhandlingerne i dagligdagen. Bestyrelsen forventer, at arbejdsvilkår og arbejdstid er et tema, som også vil fylde ved de næste forhandlinger.

Tre nye og et velkendt ansigt valgt til bestyrelsen

Barbara Malene Fischer, Britta Ørfelt Lund og Christina Frøslev-Friis er nyvalgte medlemmer af Overlægeforeningens bestyrelse, mens Bjarne Rønde Kristensen er genvalgt til sin anden periode. Samtidig takker repræsentantskabet Mark Krasnik, Britt Lange og Tommy Midtgaard Jensen for indsatsen i bestyrelsen.

Den samlede bestyrelse består herefter af: Inger Brødsgaard, Niels Juul (næstformand), Britta Ørnfelt Lund, Susanne Wammen (formand) og Christina Frøslev-Friis, Barbara Malene Fischer, Bjarne Rønde Kristensen, Bjarne Skjødt Hjaltalin og Klaus Peder Klausen.