Gå til indhold

Overlægernes bidrag til en ny sundhedsreform

Den 15. marts præsenterede Magnus Heunicke regeringens 52 siders lange sundhedsudspil. Men hvad betyder udspillet for overlægerne? Og hvad mener Overlægeforeningen om forslagene? Her er et overblik over 11 punkter med særlig betydning for dig som overlæge. 

”Overordnet skal regeringen have ros for at sætte en fornuftig retning med sit udspil til en sundhedsreform. Udspillet har flere konkrete og gode forslag om bl.a. forebyggelse. Og så er der andre punkter, hvor udspillet ikke kommer med konkrete svar, men snarere sætter en retning for eksempel i forhold til et mere robust sundhedsvæsen. Her bliver det afgørende, at vi sammen finder de kloge og holdbare løsninger, for det er forudsætningen for, at fremtidens patienter får den behandling og den kvalitet, de har brug for”.

Sådan siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen i en kommentar til regeringens udspil til en ny sundhedsreform, der blev offentliggjort på et pressemøde den 15. marts. Du kan se det samlede udspil og faktaark til de enkelte initiativer her.  

Her er et overblik over de punkter, der påvirker overlægerne og Overlægeforeningens holdning hertil:

1. Økonomi (s. 50 i udspillet)

Regeringen har tidligere forpligtet sig til, at økonomien i sundhedsvæsnet følger demografien, således at der kommer flere penge i takt med, at vi bliver flere ældre. Derudover er der ikke afsat nye midler i udspillet. 

Overlægeforeningen mener.:
Det er ikke realistisk at fremtidssikre sundhedsvæsenet uden at investere i det. Sundhedsvæsenet har været underfinansieret i en lang årrække. Udover det demografiske træk på årligt én procent skal sundhedsvæsenet tilføres yderligere én procent i årlig økonomisk vækst for at kunne følge med stigende opgaver og udgifter til ny medicin og nye behandlinger. Derudover er der brug for investeringer i it, kompetenceudvikling af medarbejdergrupper og opbygning af nye samarbejdsstrukturer m.v. 

2. Kvalitet og sammenhæng

2.1    Sygehusene skal hjælpe til ude i kommunerne (nærhospitaler og akuttilbud) (s. 17 ff)
Centralt i regeringens udspil er styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Det handler bl.a. om etablering af nærhospitaler, hvor patienter kan få foretaget ukomplicerede undersøgelser og ambulant opfølgning samt om at styrke kommunernes akuttilbud. Et væsentligt punkt i udspillet er, at både personale på nærhospitaler og i kommunernes akuttilbud skal have adgang til specialiseret viden på sygehusene. De lokale aftaler for samarbejdet skal udvikles i de nye sundhedsklynger. 
I forhold til nærhospitaler skriver regeringen at, det ”med videoløsning vil være muligt at inddrage de relevante speciallægekompetencer fra det tilknyttede akutsygehus i en konsultation på nærhospitalet”, mens det vil være ”praktiserende læger og fx fysioterapeuter og kommunale tilbud”, som er på nærhospitalerne. 

Overlægeforeningen mener:
I dag har overlægerne primært det faglige og lægelige ledelsesansvar på sygehusene. Fremover skal vi i højere grad bidrage til det nære sundhedsvæsen, når der er behov for ekspertviden fordi:

  1. Det er godt for patienten, som får den rette behandling hurtigst muligt, og som måske slipper for længere eller mere komplicerede forløb samt indlæggelser på sygehusene. 
  2. Det er den klogeste brug af vores fælles ressourcer – navnlig i en situation, hvor der er mangel på sundhedsprofessionelle indenfor alle faggrupper.
  3. Det er forudsætningen for, at vi som overlæger sammen med vores kolleger på sygehusene har ressourcer til at hjælpe patienter med behov for specialiseret behandling.

Overlægeforeningen deler derfor ambitionen om at finde gode og realistiske måder at gøre den højt specialiseret viden på sygehusene tilgængelig for kollegerne i det nære sundhedsvæsen. Gør vi ikke det, risikerer vi, at flere patienter indlægges, uden det er nødvendigt ” for en sikkerheds skyld”.  

Samtidig er det vigtigt, at det sker på en måde, hvor læger på sygehusene stadig kan løse deres andre opgaver. Derfor handler det også om at uddanne nok speciallæger og bruge lægernes tid klogt (jf. punkt 3.2 og 3.1.). Og derfor er det positivt, at udspillet ikke lægger op til, at speciallægen skal være fysisk til stede på nærhospitaler og dermed bruge tid på transport. 

De konkrete løsninger skal findes lokalt i samspil mellem overlæger og samarbejdspartnere i sundhedsklyngerne. De handler blandt andet om gode udskrivelsesplaner og om gode retningslinjer, der gør det let for personalet udenfor sygehuset at løfte opgaverne. Og så handler det om at aftale, hvordan speciallægen kan kontaktes, når der er behov fx via telefon, chat eller andet. 

2.2    Afgørende med bindende og fagligt funderet kvalitetsplaner for kommunerne (s. 23)
Regeringen vil sikre en mere ensartet indsats i kommunerne med en national kvalitetsplan, der i første omgang fokuserer på kronikere. Planen udarbejdes af Sundhedsstyrelsen og skal indeholde krav og anbefalinger til den kvalitet og de kompetencer, kommunerne skal levere for de enkelte patientgrupper. Implementeringen skal ske i lokal dialog bl.a. i de nye sundhedsklynger. 

Overlægeforeningen mener: 
Nationale kvalitetsplaner er vigtige for at bekæmpe ulighed i sundhed og for at sikre, at alle patienter får den kvalitet, de har brug for, uanset hvor de bor. Kvalitetsplanerne er også vigtige for at styrke samarbejdet mellem sektorerne. Derfor er det afgørende, at planerne får bindende krav og ikke kun anbefalinger, som kommunerne kan afvige.  

Kvalitetsplanerne skal udbredes til at gælde alle de tilbud, der findes i kommunerne. Det er rimeligt og realistisk at starte med kroniker-området, men der bør være en plan for at få kvalitetsplaner for flere kommunale sundhedstilbud så som psykiatri og genoptræning.

Kvalitetsplanerne skal være fagligt funderet. Derfor bør special- og overlægernes ekspertise indenfor hvert område inddrages i Sundhedsstyrelsens arbejde med at lave planer og krav. 

Planerne får først virkelig betydning, når de omsættes til handlen. Derfor skal de ofte omfattende planer fra Sundhedsstyrelsen omsættes til konkrete og målrettede anvisninger til det personale, som skal udføre dem. Her bidrager Overlægeforeningen gerne til at finde løsninger, hvor faglige eksperter (overlæger og speciallæger) samarbejder med kommunale sundhedsprofessionelle om at udarbejde retningslinjer, der både er brugbare, målrettet og fagligt korrekte. Dette arbejde bør løses i sundhedsklyngerne, hvor man også kan drøfte implementering af kvalitetsplanerne i øvrigt.

Endelig skal man monitorere, om planerne overholdes. 

2.3    Krav til kommunernes akuttilbud (s. 24 ff)
Der findes omkring 3.500 midlertidige pladser i kommunerne, hvor sårbare ældre ligger efter udskrivelse fra sygehuset eller for at undgå en indlæggelse. Regeringen vil sikre, at disse kommunale akuttilbud bliver mere ensartede, som en del af kvalitetsplanen. Her skal Sundhedsstyrelsen angive, hvad de kommunale rammer skal være i forhold til personalets kompetencer, udstyr, samarbejde og patientvolumen.

Overlægeforeningen mener:
Også her bliver det afgørende med bindende kvalitetskrav og ikke kun anbefalinger, så sårbare ældre i hele landet er sikret en ordentlig kvalitet – uafhængig af bopæl og social status. 

Det er også afgørende, at planen omfatter alle de typer af akuttilbud, der findes – fra akutpladser, til aflastningspladser, observationspladser, rehabiliteringspladser mv.

Det bliver igen vigtigt at omsætte planerne til målrettede og handlingsorienterede retningslinjer for personalet på akutpladserne og på den måde hjælpe kommunerne til faktisk at implementere planen samt at monitorere, om planerne bliver overholdt. 

2.4 Den patientansvarlige læge
Regeringen vil styrke og fremme det igangværende tiltag med, at udvalgte patientgrupper får tilknyttet en patientansvarlig læge. 

Overlægeforeningen mener:
Den patientansvarlige læge er en stor fordel for patienter med komplekse forløb, som oplever større sammenhæng og tryghed. Samtidig sikrer den patientansvarlige læge bedre koordination og samarbejde i sundhedsvæsenet. Derfor deler vi ambitioner om at udbrede ordningen.

Netop fordi der er tale om komplicerede sygdomsforløb, er det afgørende, at det er en læge, som er patientansvarlig. Men opgaven løses ofte i samarbejde med andre faggrupper. Når en patient er indlagt, vil den patientansvarlige læge i praksis være en overlæge eller afdelingslæge, mens det vil være en praktiserende læge, når patienten ikke er indlagt. 

3.0  Personale: Knaphed, kommission og arbejdsdeling

3.1 Kommission skal styrke robusthed (s. 36)
Regeringen vil nedsætte en kommission, der skal sikre et mere robust sundhedsvæsen. Kommissionen skal sikre ”mere fleksibilitet og tværfaglighed i opgaveløsningen, bedre fastholdelse i udfordrende opgaveløsning som akutarbejde, vagtarbejde mv., fastholdelse i fuldtidsarbejde og i længere arbejdsliv samt nedbringelse af bureaukrati. Kommissionen skal komme med anbefalinger til løsninger, som kan håndtere de grundlæggende udfordringer ift. personalekapacitet og skal samle væsentlige aktører på området”. 

Overlægeforeningen mener:
Manglen på personale er den største udfordring i sundhedsvæsenet og har været kendt meget længe. Samtidig er det et område, hvor der ikke er lette eller hurtige løsninger. Det tager tid at uddanne sundhedspersonale, ikke mindst speciallæger. Og vi ser ind i en fremtid, hvor der bliver mindre arbejdskraft og flere borgere med behov for sundhedsvæsenets tilbud. 

Derfor er det godt – og absolut på høje tide – at regeringen vil søge nye løsninger, og Overlægeforeningen bidrager gerne til en kommission, der netop skal tænke nyt. Vi mener også, at kommissionen skal tænke hurtigt, for der er ikke brug for en syltekrukke, men for hurtig handlen. 

For Overlægeforeningen er det også vigtigt, at kommissionen både har fokus på at sikre de nødvendige ressourcer til sundhedsvæsenet, og at medarbejderne har et godt og sundt arbejdsmiljø. Ellers tror vi ikke, det vil være muligt at rekruttere og fastholde medarbejdere i fremtiden. 

Ud over at uddanne mere personale, skal vi se på, hvordan vi bruger kompetencerne i sundhedsvæsenet klogere. Fx fortæller mere end 8 ud af 10 overlæger, at de bruger tid på opgaver, som andre faggrupper kan løse – og ofte løse bedre end overlægen selv. Det er ikke klog brug af den lægefaglige ekspertise. Derfor skal vi se åbent på, om nogle opgaver skal løses af andre.

Brug for flere speciallæger – også udenfor almen praksis (side 38 ff)
Regeringen vil styrke uddannelsen af praktiserende speciallæger og vil bl.a. ”dimensionere i alt 350 hoveduddannelsesforløb i almen medicin, samtidig med at det samlede antal speciallægeuddannelser er øget”. Derudover har regeringen nedsat et arbejde i Sundhedsstyrelsen, ”som skal se på fremtidssikring af den lægelige videreuddannelse”. 

Overlægeforeningen mener:
Der mangler praktiserende læger i Danmark, og derfor er det positivt, at regeringen har fokus på at uddanne flere til almene speciallæger. Men det er et stort problem, at der stort set ikke er opmærksomhed på den store mangel på speciallæger indenfor andre specialer såsom psykiatri, geriatri, lungemedicin og neurologi. 

Hvis sygehusene fortsat skal kunne løse opgaverne med høj kvalitet og samtidig påtage sig i højere grad at støtte det nære sundhedsvæsen, er det afgørende at uddanne flere indenfor alle trængte specialer. Det gælder ikke mindst specialer som geriatri, lungemedicin og neurologi, som det stigende antal ældre patienter i høj grad har brug for kompetencer indenfor. 

4.0 It og datadeling

4.1.Et samlet patientoverblik (s. 42) 
Regeringen vil udbygge ”Et samlet patientoverblik” med eksempelvis behandlingsplaner og indsatser.  I udspillet står bl.a.: ”Et godt og fyldestgørende overblik letter arbejdsgange, sikrer mere tid til den enkelte patient og fremmer sammenhængende forløb, fordi der er let og smidig adgang til relevante oplysninger, når der er brug for dem”. Og ”regeringen vil afsøge juridiske muligheder for, at flere relevante oplysninger om indsatser og behandlinger deles smidigt og sikkert i takt med, at de digitale løsninger udvikles”. 

Overlægeforeningen mener:
Forudsætningen for at skabe bedre kvalitet for flere patienter på tværs af regioner, kommuner og sektorer er bedre it-systemer, som understøtter hinanden. Der er brug for let tilgængelig, tidstro og fælles adgang til sundhedsdata for at sikre fælles indsigt i patientdata og modvirke tidsspilde ved at lede efter informationer eller ressourcespild ved at lave de samme undersøgelser flere steder i sundhedsvæsenet. 

IT-systemer er afgørende for patientsikkerheden. De er afgørende for, hvordan vi bruger vores sparsomme ressourcer. Og de påvirker medarbejdernes arbejdsmiljø, fordi de præger så stor en del af arbejdsdagen. 

Derfor er det godt, at regeringen vil styrke et fælles patientoverblik. Der er imidlertid også brug for at afsætte tid, økonomi og ressourcer til at udvikle it-systemer, der løser opgaven. Det kræver, at det prioriteres højt, og at man er villig til at lave de nødvendige investeringer. 

4.2 Øget digitalisering 
Regeringen vil gøre sundhedsvæsenet mere tilgængeligt og fleksibelt ved at styrke udbredelse af behandling i eget hjem med digitale løsninger.

Overlægeforeningen mener:
Sundhedsvæsenet tilbyder allerede i dag flere muligheder for behandling i eget hjem ved hjælp af digitale løsninger. Det er godt for patienten, som kan få behandling hjemme i trygge rammer og samtidig ved, at sygehuset overvåger og reagerer på data. Og det er godt for de patienter, som har brug for indlæggelse, at der er mere plads til dem på sygehusene. Derfor er Overlægeforeningen enig i ambitionen om at styrke brugen af digitale løsninger. 

Man skal dog være opmærksom på, at ikke alle patienter har forudsætninger for selv at foretage målinger mv., og ikke alle vil være trygge ved at være indlagt hjemme. For mange kræver det en ’uddannelse’ af patienterne at kunne lave de rigtige målinger mv., og for nogle vil det ikke være muligt med en ”hjemme-indlæggelse”.

Med andre ord er Overlægeforeningen positiv over for at fortsætte det igangværende arbejde med, at flere patienter er ’indlagt hjemme’, men understreger, at dette kræver investeringer i udstyr, uddannelse af patienter og respekt for, at ikke alle er trygge ved denne løsning. 

4.3. Data fra kommuner og almen praksis
Regeringen vil i udspillet styrke brugen af data fra kommuner og almen praksis til at få styr på kvaliteten i den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene. 

Overlægeforeningen mener:
Det er et godt og vigtigt initiativ at styrke brugen af data fra kommuner og almen praksis. Det er afgørende for, at vi kan sikre og udvikle kvalitet og styrke viden. Det er imidlertid vigtigt at anerkende, at det er en stor opgave, og at der skal afsættes både tid og penge til at omsætte ambitionen til virkeligheden. 

5.  Forebyggelse 
Regeringen fokuserer på forebyggelse med blandt andet forslag om at gøre salg af tobak ulovligt for alle, der er født efter 2010 og at hæve grænsen for salg af alkohol til personer over 18 år. 

Overlægeforeningen mener:
Alkohol og tobak er årsag til mange sygdomme og tabt livskvalitet og leveår. Derfor har vi gennem Lægeforeningen i mange år arbejdet for bedre og mere effektiv forebyggelse af livsstilssygdomme pga. bl.a. alkohol og tobak. Og derfor bakker vi op om regeringens modige og ambitiøse forslag om at gøre salg af alkohol til unge under 18 ulovligt og salg af tobak til alle født efter 2010 ulovligt. 

Hvis tobak blev opfundet i dag, ville vi gøre det ulovligt for alle. At gøre det ulovligt for fremtidens generationer er den næstbedste løsning, der ikke straffer de mennesker, der ulykkeligvis allerede er afhængige af nikotin.