Gå til indhold

Den praktiserende læge som leder: 6 gode råd

De fleste praktiserende læger er ikke kun ejere, men også ledere af deres klinikker. Det kan være en udfordrende opgave at tage lederskabet på sig. Vi har derfor formuleret nogle opmærksomhedspunkter, der kan være til inspiration til de læger, der i en travl hverdag ikke får taget lederskabet på sig.

1. Sæt en retning: Formuler et ledelsesgrundlag!

Noget af det grundlæggende i ledelse er at sætte en retning. Både helt konkret, men også – og måske vigtigst – at formulere hvilke grundlæggende værdier der skal sætte retningen for klinikken.

Er du sololæge handler det om at sætte ord på, hvad du vil med din klinik. Hvad er målene på kort sigt, og hvad er målene på lang sigt.

Er I flere om at lede klinikken, er det en rigtig god ide at blive enige om de grundlæggende værdier for jeres praksis.

Brug tid på at tale om der svære, sjove og gode ved at have praksis. Find en fælles vej, I kan gå sammen. Find ud af, om I vil den samme vej. Skriv gerne et fælles ledelsesgrundlag. Hvad skal være de bærende værdier, som styrer jeres beslutninger.

2. Tag pladsen som leder – og, brug tid på ledelse!

Indtager du ikke pladsen som leder – eller bruger tid på ledelse – så er der risiko for, at andre gør det for dig. Tag ledelse alvorligt. Det handler blandt andet om, at du ikke skal tage alle opgaver i klinikken selv.

Tag de opgaver, hvor det er vigtigt, at det er dig, der er til stede. Uddeleger det, du kan. Du kan ikke være alle steder hele tiden. Du skal være der, hvor der virkelig er brug for dig.

Sæt tid af til at være leder. Lige som du sætter tid af til dine patienter. Ledelse er ikke noget, du kan bedrive, når alle er taget hjem fra klinikken. Ledelse skal udøves i dagtid. Mens der er patienter, personale og eventuelle kompagnoner. Det kræver nærvær og tilstedeværelse. Lyt, mens du taler. Tal, så der bliver lyttet.

Ledelse handler om at få ting til at ske sammen med andre mennesker

3. Prioriter, gør noget – hav modet til at give afkald på ting!

Når du ved, hvor du vil hen, så læg en plan for at komme derhen.

Læg planen sammen, hvis I er flere læger, der leder klinikken. Planer holder sjældent, men de er gode anledninger til at træffe valg om, hvad der er vigtigt, I bruger tid på, og hvad I skal lade ligge.

Prioritering kræver også handling. De fleste af os glemmer, at det ikke er, hvad vi planlægger, men hvad vi gør, der forklarer vores succeser og fiaskoer.

Hav modet til at gøre ting, du syntes er vigtige. Hav også modet til ikke at gøre ting, som grundlæggende ikke er vigtigt for dig eller klinikken. Lad være med gøre ting, blot fordi du plejer.

4. Skab sammenhold og følgeskab: Du er ikke alene!

Du kan ikke lede alene. Din klinik overlever ikke, hvis du er den eneste, der har lyst til at være ombord. Ledelse handler om at få ting til at ske sammen med andre mennesker. Dine kompagnoner, dine medarbejdere, patienterne og dine samarbejdspartnere.

Andre følger sjældent blindt efter dig. De skal være motiveret for det. Kunne se meningen med det.

Husk på, at din klinik er en lille verden, hvor I kommer tæt på hinanden dagligt. Følgeskab kommer som sagt ikke af sig selv, bare fordi du formelt er den, der har ansat dine medarbejdere.

Du skal bruge tid på at få dine kollegaer og medarbejdere til at følge dig, og vigtigst af alt, at I følger hinanden. Det giver ikke kun mere arbejdsglæde, det er også til gavn for patienterne og klinikken som helhed.

5. Husk også at lede dig selv!

Ledelse handler ikke kun om at lede andre. Det gælder lige så meget om, at du bruger tid på at lede dig selv. Det er ikke svært at brænde ud som læge.

Der mangler sjældent patienter og opgaver. Der er rigeligt at tage sig til. Som leder er der også sjældent andre, der fortæller, hvad du skal gøre og ikke gøre.

Tag vare på dig selv og dit helbred – både det fysiske og det mentale. De fleste læger er ret robuste, men vi har alle en grænse.

En grænse for, hvor meget vi fysisk og mentalt kan holde til. Udbrændthed og stress kan ramme alle – så vær bevidst om, hvordan I passer på jer selv og hinanden.

Når du med lægeløftet har lovet at passe på de syge, så husk på, at du ikke kan holde det løfte, hvis du selv bliver syg af for meget arbejde.

6. Stabiliser dig selv og klinikken i en foranderlig verden

Almen praksis er en del af et sundhedsvæsen i konstant forandring. En forandring som også rammer dig og din klinik. Så, selvom det kan virke abstrakt, med al den snak om forandringer, så bliver nogle forandringer hurtigt meget konkrete.

Det er meget populært at tale om, at vi skal være omstillingsparate.

Men overvej, hvad der er vigtigst for dig og din klinik. At forandre jer eller forsøge at stabilisere jeres klinik i en verden, der har tendens til at trække jer i mange forskellige retninger. I en verden i konstant forandring er der sjældent brug for at skabe nye forandringer.

Find en passende balance mellem forandringer og stabilitet, der passer jeres klinik.

Teksten er skrevet af ledelses- og organisationskonsulenterne i PLO Efteruddannelse. September 2020.