Praksisformer i almen praksis

En enkeltmandspraksis, også kaldet solopraksis, er en praksis, der drives af én læge eller ét alment lægeselskab uden fællesskab med andre læger om patienter og økonomi. Det er altså ét ydernummer med én lægekapacitet, som ejes af én læge. 

Hvis du vil vide mere om de forskellige former for solopraksis, kan du kontakte din sparringspartner (revisor eller advokat, der er bekendt med lægebranchen).

En kompagniskabspraksis er en praksis, der drives af to eller flere læger og/eller almene lægeselskaber, der har fælles patientkreds, økonomi, lokaler og personale. Dvs. ét ydernummer, der omfatter flere lægekapaciteter, og som ejes af en eller flere læger i fællesskab. 

Ejerskabet til et interessentskab (dvs. en virksomhed – her en kompagniskabspraksis – der har mindst to ejere) kan både være personligt eller via et selskab. Driver du praksis i et interessentskab, laver du en interessentskabskontrakt, der regulerer samarbejdet. 

Læs mere om etablering af kompagniskab i almen praksis her.

• Samarbejdspraksis drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og/eller kompagniskabspraksis.
• De enkelte deltagere har hver deres patienter.
• Udgifter til lokaler og fællesfunktioner som laboratorier mv. deles af deltagerne. Deltagerne deles helt eller delvist om personale. 
• Indtægter fra patientbehandling deles ikke, men hver deltager driver sin egen selvstændige forretning og bidrager til fællesudgifterne.
• Fællesfunktioner mv. og udgifter hertil kan ske i selskabsform. Lægerne aftaler i en samarbejdspraksiskontrakt, hvordan samarbejdet skal fungere. 

Læs mere om etablering af samarbejdspraksis i almen praksis her.

En delepraksis er en praksistype, hvor der er mulighed for at arbejde flere læger, end der er af oprindelige lægekapaciteter. Det betyder populært sagt, at man bliver en ekstra læge til at udføre klinikkens arbejde, hvorved en eller flere læger kan have nedsat arbejdsmængde. 

Det er eksempelvis en delepraksis med fire læger til tre lægekapaciteter, fordi en praktiserende læge har behov for nedsat arbejdsmængde. At indgå i en delepraksis er en oplagt mulighed for nyuddannede almenmedicinere, som ønsker at påbegynde arbejdet i almen praksis med lidt færre patienter end normtallet samt at have mulighed for sparring. 

Både enkeltmandspraksisser og kompagniskabspraksisser har mulighed for at opnå deletilladelse og etablere en delepraksis.

Det er muligt at få en delepraksistilladelse gennem: 

1) Tilladelsesordning om delepraksis, hvor man søger Samarbejdsudvalgets tilladelse (OK §13, stk. 2).

Tilladelse til delepraksis kan søges, hvor den praktiserende læge på grund af kronisk sygdom eller alvorlig sygdom i nær familie har brug for aflastning. Delepraksistilladelse kan endvidere gives, såfremt den praktiserende læge stiller sin arbejdskraft til rådighed for andre faglige funktioner såsom undervisning, konsulentarbejde eller fagpolitisk arbejde i minimum 10 timer pr. uge. 

Samarbejdsudvalget vil næsten altid øge antallet af tilmeldte patienter i en delepraksis, ofte svarende til halvdelen af normtallet. Hermed vil det samlede antal patienter i klinikken være øget, men der vil være færre patienter pr. læge end før delepraksisordningen. 

Delepraksistilladelsen er en personlig ordning. Dvs. at tilladelsen er knyttet til en persons vilkår, og at den bortfalder, hvis disse vilkår ikke længere er opfyldt. Dette er eksempelvis hvis den praktiserende læge med delepraksistilladelse grundet sygdom bliver rask eller skifter klinik. Deletilladelsen varer 2 år efter, at de personlige forhold ikke længere er til stede jf. OK §13, stk. 4. 

Læs mere om tilladelse til etablering af delepraksis her. 

2) Meddelelsesordning om delepraksis, der ikke kræver kontakt til Samarbejdsudvalget (OK §13, stk. 5).

Hvis klinikken ligger i et lægedækningstruet område (LTO), har man ret til at etablere delepraksis i en periode på op til 6 år, hvorefter lægen har mulighed for at søge om en ekstra lægekapacitet. Her opnår klinikken delepraksistilladelse ved at meddele PLO: 1) datoen for påbegyndelse af delepraksis 2) dokumentation for, at en ansat læge eller medejer er klar til at besætte delepraksiskapaciteten. 

Ved delepraksis som meddelelsesordning får man ikke tildelt flere patienter, end man oprindeligt havde, som det er tilfældet ved tilladelsesordningen. Delepraksis er ikke knyttet til personlige forhold, men etableres i stedet i kraft af, at praksis befinder sig i et lægedækningstruet område (LTO) jf. §13, stk. 5. Det er muligt at etablere delepraksis i op til 6 år, og såfremt området derefter stadig er lægedækningstruet, har den etablerede delepraksis ret til at få tilført en ekstra lægekapacitet. Dette skal meddeles til regionerne 6 måneder inden delepraksisperioden udløber. 

Læs mere om særlige forhold for lægedækningstruede områder her. 

En licensklinik drives efter aftale med regionen ved, at regionen kan stille lokaler, udstyr, klinikpersonale og administration til rådighed for den alment praktiserende læge. Lægen betaler til gengæld et beløb til regionen for omkostningerne til husleje, drift og aflønning af personale mv.

Aftalen garanterer, at lægen kan overtage driften af klinikken på almindelige vilkår, dvs. lægen kan købe klinikken af regionen, hvis lægen har lyst til det. Der er ingen tidsbegrænsning for, hvor længe lægen kan drive en licensklinik udover eventuel aftale med regionen. 

En licensklinik er eksempelvis en oplagt mulighed for to eller flere speciallæger i almen medicin, der overvejer at starte en kompagniskabsklinik sammen. De kan, gennem etableringen af en licensklinik, prøve livet som kompagnoner af, inden de sammen investerer i en fælles klinik, lige såvel som man kan vælge en licensklinik for at fokusere på lægerollen og have færre administrative opgaver. Interesserede speciallæger i almen medicin kan kontakte de regionale PLO-kontorer.