Gå til indhold

PLO'rientering 24/2021

Nyhed PLO

Nyt fra bestyrelsen: Stort pres på almen praksis

17. december 2021

Nyt fra bestyrelsen: Stort pres på almen praksis 

Det går stærkt for tiden, og også for stærkt. Ofte når vi ikke at få informeret jer tilstrækkeligt, inden I selv i medierne kan læse om nye tiltag, som påvirker vores dagligdag i praksis.

Det er jeg frustreret over. Vi ved, at der er blevet knoklet løs i almen praksis i denne uge med massiv udrulning af vaccinationsindsatsen. På ganske kort tid er vi kommet op på, at over 71 % af klinikkerne tilbyder COVID-vaccination. Det viser virkelig, hvor tilpasningsdygtig almen praksis er. Tak for det.

Derudover er der så kommet flere ekstra tiltag i forbindelse med myndighedernes coronahåndtering, som påvirker vores arbejde. Det gælder COVID-lægemidlet Lagevrio, det gælder dosis-dispensering, og det gælder vaccinationer af særligt sårbare under 40 år, hvor bl.a. almen praksis forventes at ordinere vaccinationen.

Vi har indgået aftaler om vaccinationer og dosis-dispensering. Vi har i skrivende stund ikke indgået en aftale om Lagevrio – mere om det faktuelle i særskilt nyhed. Samtidig er jeg bekendt med, at der fra bl.a. Dansk Selskab for Infektionsmedicin er blevet rejst kritik af beslutningen om at tage dette lægemiddel i brug.

Vi er først i dag blevet bekendt med, at myndighederne nu vil tilbyde vaccination til sårbare under 40 år.

PLO forsøger at påvirke beslutninger, så vidt det er muligt, og gør alt for at kommunikere til jer medlemmer, så snart vi får informationen.

Vi vil fortsat gøre sundhedsmyndighederne opmærksomme på udfordringerne i almen praksis, hvor hver eneste nye anbefaling medfører talrige nye opkald til almen praksis. Det er vigtigt, at de udmeldinger, sundhedsmyndighederne giver til befolkningen, vejes med en guldvægt, så det sikres, at kun de relevante målgrupper kontakter os.

For yderligere information kontakt 
Formand for PLO Jørgen Skadborg 
jsk.plobest@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt lægemiddel tages i brug mod COVID-19: Lagevrio

Sundhedsstyrelsen har torsdag offentliggjort, at der nu kan ordineres et antiviralt lægemiddel, Lagevrio, til en afgrænset målgruppe, med positiv PCR-test og med COVID-19-symptomer, som risikerer et alvorligt forløb med COVID-19. Det er sket med baggrund i det stigende smittetal.

Lagevrio er endnu ikke godkendt med henblik på markedsføring af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Brugen af Lagevrio til behandling af COVID-19 sker derfor på en generel udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Det fremgår bl.a. af Sundhedsstyrelsens faglige vejledning, at:
”Det vil være hensigtsmæssigt, at den praktiserende læge aktivt opsøger patienter, der vurderes at være i målgruppen. Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor det vurderes mindre sandsynligt, at patienten selv vil tage kontakt til lægen med henblik på behandling, for at mindske ulighed i sundhed”.

Der er endnu ikke indgået en aftale om denne helt ekstraordinære indsats, men PLO er aktuelt i dialog med RLTN om rammerne for almen praksis i forhold til ordination af Lagevrio. Såfremt der indgås en aftale, vil PLO’s medlemmer omgående blive orienteret. Indtil da afregnes efter overenskomstens almindelige ydelser for en patient, der skal have udskrevet Lagevrio.

Læs mere om Lagevrio, herunder bl.a. læse et faktaark og et fagligt notat om præparatet og om målgrupperne for præparatet, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk/covid-tabletbehandling

For yderligere information kontakt
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Tlf. 3544 8462, 
dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Fremskyndelse af 3. dosis COVID-19-vaccination til personer under 40 med øget risiko efter lægelig vurdering

3. stik til personer på 40 år og derover er i gang, men på grund af det øgede smittetryk vurderer Sundhedsstyrelsen, at personer i alderen 18-39 år med udvalgte sygdomme og tilstande, som har risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, skal have mulighed for fremrykket vaccination mod COVID-19.

Det er en lægelig vurdering, om en patient mellem 18-39 år tilbydes fremrykket vaccination. I vurdering af, om 3. stik mod COVID-19 kan fremrykkes, lægges vægt på følgende:

  • Mindst 140 dage efter 2. dosis COVID-19-vaccination.
  • Kroniske sygdomme som kronisk nyresvigt, alvorlig hjertesygdom, dårligt reguleret diabetes, neurologisk sygdom med betydende funktionsnedsættelse, svær psykisk sygdom
  • Forhold som Downs syndrom, svær overvægt, graviditet samt bekymrede eller udsatte, der er socialt isoleret og med nedsat trivsel.

Det er den behandlende læge, der foretager vurderingen i relation til fremrykket vaccination mod COVID-19. I mange tilfælde vil dette være den praktiserende læge. Den læge, der foretager vurderingen om fremrykket vaccination, kan gennemføre vaccinationen, men kan også lade en anden læge/vaccinationscenter/apotek foretage vaccinationen.

Såfremt den praktiserende læge COVID-19-vaccinerer, journalføres beslutningen om fremrykket vaccination, og vaccinationen gennemføres og registreres i DDV. Hvis den praktiserende læge alene foretager vurderingen, journalføres beslutningen og vaccinationsforløb i DDV oprettes, jf. denne vejledning

Der er ikke indgået nye aftaler mellem PLO og RLTN i relation til den fremrykkede indsats. Det betyder, at en samtidig vurdering og vaccination honoreres i henhold til aftalerne om COVID-19-vaccination. En vurdering uden vaccination honoreres efter overenskomstens almindelige bestemmelser i forhold til kontaktformen med patienten.

Almen praksis forventes ikke at være opsøgende, men PLO er klar over, at den fremrykkede indsats vil føre til en øget kontakt til almen praksis.  

Sundhedsstyrelsens vejledning, materiale mv. kan ses her

For yderligere information kontakt
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Tlf. 3544 8462, 
dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Forbedret videosupport fra den 20. december 2021

Både i lyset af den nye overenskomst og det aktuelle smittetryk vil der fra på mandag være en ny og forbedret support koblet på vores videoløsninger i Min Læge-appen og Det Virtuelle Venteværelse.

Videosupporten indebærer:

  • Videoløsningerne testes kl. 07.30 hverdage af leverandørens teknikere
  • Telefonsupport; 12.00-15.00 mandag – onsdag
  • Mailsupport med svar indenfor 24 timer på hverdage

Eventuelle driftsproblemer vil dagligt fremgå direkte i Det Virtuelle Venteværelse sammen med kontaktinformation til vores supportteam.

Er man interesseret i at komme i gang med videokonsultation, kan man finde vejledninger og videodemonstration af løsningen her

I 2022 vil det primære fokus for videreudvikling være at forbedre driftsstabiliteten af videoløsningerne samt indføre en video-SMS-funktion til alle klinikker.

Har du spørgsmål til brugen af videokonsultation, kan du kontakte:
Konsulent Lærke Steenberg Smith
Tlf. 3544 8455, lss.plo@dadl.dk   

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Med en ny overenskomst til nytår følger nye ydelser

Her kan du se et overblik over de nye ydelser, der kommer til årsskiftet som følge af OK22. Visse midlertidige aftaler om brug af video ophører derimod, da honorering fremadrettet skal ske efter overenskomstens bestemmelser.

Den nye overenskomstaftale træder i kraft den 1. januar 2022.

Nye ydelser i almen praksis

Nedenfor finder du et kort overblik over de nye ydelser, der følger med OK22’s ikrafttræden. Overblikket bliver også sendt ud med posten til alle klinikker i almen praksis sammen med en nytårshilsen fra formanden og to opdaterede og trykte honorartabeller.

Bemærk, at overblikket ikke kan stå alene, da den afgørende beskrivelse af ydelserne er i selve overenskomsten og vejledningen i anvendelse af overenskomstens ydelser. Du kan finde den opdaterede overenskomst og vejledning på vores hjemmeside pr. 1. januar.

PLO har været i dialog med lægepraksissystemerne med henblik på at sikre, at de ny koder er klar til at tage i brug fra den 1. januar 2022.

Her kan du læse PIXI-udgaven med de nye ydelser

Opsigelse af midlertidige aftaler om video

Med OK22 opsiges tre midlertidige aftaler om brug af video i almen praksis under corona-epidemien med virkning fra den 1. januar 2022. Aftalerne erstattes af nye ydelser i overenskomsten. Det vil derfor fortsat i det nye år være muligt at bruge video på stort set samme måde som i dag, blot via nye ydelseskoder. De tre aftaler der opsiges er:

  • Midlertidig aftale om honorering af videokonsultation i almen praksis og lægevagt af 13. marts 2020
  • Midlertidig aftale om honorering for videokonferencer af 16. december 2020
  • Midlertidig aftale om gennemførelse af ydelser vedr. samtaleterapi og aftalt specifik forebyggelsesindsats (årskontrol) på video samt udførelse af visse tillægsydelser i forbindelse med videokonsultationen af 31. maj 2021.

For yderligere information kontakt
PLO Medlemsservice
Tlf. 3544 8490, 
plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Sekretariatet holder lukket mellem jul og nytår – telefonvagt

Hele Lægeforeningen holder lukket fra og med den 24. december 2021 til og med 2. januar 2022. PLO og PLA’s sekretariater er således også lukkede.

Hvis der den 27.-30. december opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 3. januar 2021, er der etableret en vagtordning. Du kan de nævnte dage ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på: 3544-8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte, alt efter hvad din henvendelse drejer sig om.

PLO's Facebookgruppe Medlemsservice & Nyheder holder også julelukket i samme periode, og der vil derfor ikke blive svaret på spørgsmål eller behandlet ansøgninger om medlemskab af denne gruppe.

De regionale kontorer holder julelukket således:

  • PLO-Hovedstaden: 23.12. – 02.01.
  • PLO-Sjælland: 23.12. – 02.01.
  • PLO-Syddanmark: 20.12. – 02.01.
  • PLO-Midtjylland: 20.12. – 02.01.
  • PLO-Nordjylland: 20.12. – 02.01.

De dage, de regionale sekretariater holder lukket, henvises der til PLO-C. Fra 24. december 2021 til og med 2. januar 2022 til ovennævnte vagtordning.

PLO og PLA's sekretariat ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår!

For yderligere information kontakt
PLO Medlemsservice
Tlf. 3544 8477, 
plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


De sundhedsfaglige tilsyn er sat på standby

Såvel PLO som DSAM har henvendt sig til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) og opfordret til, at STPS - set i lyset af den særlige belastning, som de praktiserende læger aktuelt er i -  sætter de sundhedsfaglige tilsyn midlertidigt på standby. STPS har nu svaret, at de har stoppet alle stikprøvebaserede tilsyn indtil 6. januar 2022. Det er sandsynligt, at denne periode bliver forlænget, men det vil afhænge af COVID-situationen.

STPS forventer at komme med en officiel udmelding i starten af det nye år, når de er lidt klogere på hele COVID-situationen.

Vi vil selvfølgelig orientere her i PLO'rientering.

For yderligere information kontakt
PLO Medlemsservice
Tlf. 3544 8490, 
plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Medicin beslutningsstøtte på vej i tilknytning til FMK

PLO har indgået aftale om implementering af Fælles Medicin Beslutningsstøtte (FMB) i alle lægepraksissystemer. Det er Region Nordjylland, der, sammen med eksterne leverandører, stiller det faglige datagrundlag til rådighed, mens systemhusene selv har haft opgaven med at knytte løsningen sammen med FMK. Det betyder, at der er forskel mellem de syv lægepraksissystemer, i måden det vises og styres i FMK, men ikke i reglerne bag.  

PLO er kommet med en række klare anbefalinger til systemhusene, i forhold til at det skal være nemt for klinikken selv at kunne styre og regulere individuelt i opsætningen af, hvordan og hvor meget systemet slår igennem i egen klinik, og at løsningen i udgangspunktet fødes med en opsætning med ganske få ”røde og gule” advarsler.  

FMB har gennem snart et år været i drift i WinPLC og Ganglion, mens de øvrige systemer går i gang i de kommende måneder, med den sidste implementering i Novax til marts.

PLO er opmærksom på, at der fortsat skal arbejdes på omfanget og relevansen af de advarsler, som løsningen indeholder. Der skal bl.a. arbejdes på bedre tilpasning til almen praksis. Det sker efter PLO’s opfattelse bedst ved at få løsningen ud at leve i klinikkerne, og så tilpasse henad vejen på baggrund af feedbacken.

PLO har skabt en almen praksis brugergruppe for at støtte op om den tekniske ibrugtagning i lægepraksissystemerne. PLO-brugergruppen har repræsentanter fra alle systemhuse, og den mødes igen sidst i januar 2022 for konkret at evaluere den første udrulningsetape og herefter arbejde videre med systemhusene om forbedringer og tilpasninger. 

Det er målet at gøre FMB til et værktøj, som er let og intuitivt at anvende, og som opleves som en hjælp i den kliniske hverdag. 

For yderligere information kontakt
Chefkonsulent Martin Bagger Brandt
Tlf. 3544 8302, 
mbb.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Catch-up program for gratis HPV-vaccination til drenge/unge mænd ophører ved udgangen af 2021

Der findes pt. tre gratis tilbud om HPV-vaccination til drenge/unge mænd, afhængig af alder. Der er tale om to tilbud, som en del af et catch-up program, samt det permanente tilbud om HPV-vaccination til drenge, svarende til tilbuddet til pigerne.

Catch-up programmet, som ophører, omfatter:

  1. Drenge, der er fyldt 12 år i perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2019, dvs. født i perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2007. Dette tilbud ophører ved udgangen af 2021, dvs. sidste vaccinationsdag er 31/12-2021. Evt. færdigvaccination er for patientens egen regning.
  2. Unge mænd, der er mellem 18 og 25 år på vaccinationstidspunktet, og som er tiltrukket af mænd. Dette tilbud ophører ved udgangen af 2021. Evt. færdigvaccination er for patientens egen regning.

Permanent HPV-tilbud til drenge, som forsætter, omfatter:

  1. Drenge, der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere, dvs. født efter den 30. juni 2007, tilbydes gratis HPV-vaccination. Dette tilbud forsætter uændret. Se aftalen her (Ydelseskode 8328, som er den samme som for pigerne)

For yderligere information kontakt
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Tlf. 3544 8462, 
dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Pneumokokvaccination – udvidet målgruppe og ophørsdato for det gratis tilbud

Fra den 15. december 2021 er målgruppen for gratis pnenumokokvaccination udvidet, og tilbuddet løber til og med den 28. februar 2022, hvorefter aftalen ophører. Det er frivilligt, om den enkelte klinik vil tilbyde pneumokokvaccination.

Udvidelse af målgruppen

Fra den 15. december 2021 er målgruppen for gratis pnenumokokvaccination udvidet til også at gælde personer med diabetes, som modtager medicinsk behandling herfor, kronisk hjertesygdom, dog ikke isoleret forhøjet blodtryk, kronisk lungesygdom, kronisk nyresygdom, kronisk leversygdom samt svejsere (personer, hvis erhverv omfatter at svejse).

Tilbuddet gælder uanset alder, dvs. også til personer under 65 år.

Den hidtidige målgruppe - alle personer, som er fyldt 65 år, beboere på plejecentre, botilbud m.v. og patienter, uanset alder, samt personer med en række kroniske sygdomme har fortsat mulighed for at blive pneumokokvaccineret.

Det gratis tilbud om pneumokokvaccination omfatter den 23-valente pneumokokvaccine, som købes via SSI. Aftalen mellem PLO og RLTN er opdateret med de nye målgrupper. Aftalen kan ses her.

Frivilligt

Der gøres opmærksom på, at afregningsvilkårene ikke er forhandlet, men fastsat af Sundhedsministeriet.

Det er derfor også frivilligt om den enkelte klinik vil tilbyde pneumokokvaccination.

Ydelseskoder

Der anvendes de eksisterende ydelseskoder for pneumokokvaccination af de nye målgrupper, dvs. koder svarende til øvrige personer med visse kroniske sygdomme.

Ophørsdato

Tilbuddet om gratis pneumokokvaccination ophører med udgangen af februar 2022, hvilket er indarbejdet i aftalen mellem PLO og RLTN. Sidste dato for pneumokokvaccination er derfor 28. februar 2022.

Læs mere om pneumokok på PLO's hjemmeside her

For yderligere information kontakt
Chefkonsulent Dorthe Rodian Arleth
Tlf. 3544 8462, 
dar.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Midlertidig aftale om dosispakket medicin 

Som vi også skrev i sidste nummer af PLO’rientering har PLO og RLTN indgået en midlertidig aftale om dosispakket medicin til patienter tilknyttet den kommunale hjemmepleje, sygepleje, plejehjem eller botilbud i en midlertidig periode under COVID-19.

Se aftalen her

Parterne er enige om, at aftalen er kortvarig og tager sigte på at håndtere en ekstraordinært vanskelig situation, og at det er et særligt hensyn at understøtte, at overgang til dosispakket medicin, hvor egen læge vurderer det relevant for sine patienter, kan ske hurtigst muligt bl.a. for at aflaste plejesituationen i kommunerne.

Det er frivilligt for de praktiserende læger, om de vil anvende aftalen. 

Fremgangsmåden i aftalen er, at sygeplejersken/SOSU-assistenten/medicinansvarlige i kommunen) finder egnede borgere, som er stabilt medicinerede uden forventning om nært forestående ændringer i medicinen, og kontakter egen læge for stillingtagen til ordination af dosispakning.

Lægen kan på ethvert tidspunkt stoppe eller pausere dosispakket medicin.

Opstart af dosispakket medicin honoreres med 450 kr. og registreres med ydelseskode 4500. I ydelsen er indeholdt efterfølgende ændringer i den dosispakkede medicin. 

Hvis dosispakket medicin bliver seponeret af andre end egen læge, og kommunen igen ønsker dosispakning, så kan ydelsen anvendes igen.

PLO har under forhandlingerne peget på, at dosispakning indebærer en udgift for patienterne, hvilket vi finder problematisk. Det er et faktum, som naturligt vil indgå i den praktiserende læges overvejelser i forbindelse med ordination. Vores modpart har lyttet, men desværre ikke fundet en løsning herpå. 

Ordination af dosispakning i FMK
Vi har netop bedt de forskellige lægepraksissystemer om til praksis at genfremsende deres vejledninger om, hvordan man opstarter dosispakning i FMK.

For yderligere information kontakt
PLO Medlemsservice
Tlf. 3544 8477, 
plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Husk at søge refusion for din efteruddannelse

Vi går snart ind i årets sidste måned, og det betyder, at du skal huske at få søgt refusion for den efteruddannelse, du har gennemført i 2020 og 2021. Af hensyn til årsopgørelse er vi nødt til at lukke refusionssystemet ned i januar og forventer at åbne op medio februar. Det er derfor en god ide at få søgt om refusion inden nytår. 

Du kan læse mere om reglerne for refusion i vejledningen for tilskudsberettiget efteruddannelse.

For yderligere information kontakt:
Efteruddannelsessekretariatet, Fonden for Almen Praksis
Tlf.: 35 44 84 98, 
euf.plo@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Hovedstaden

Elektronisk svangrehenvisning

Fra 3. januar 2022 åbnes op for, at Central Visitation for fødsler (CVF) og Bornholms Hospital kan modtage vandre-/svangerskabsjournal som en vedhæftet pdf-fil til den elektroniske sygehushenvisning.

Med denne mulighed kan almen praksis erstatte den hidtidige arbejdsgang med fremsendelse af vandre-/svangerskabsjournal til CVF/Bornholms Hospital via almindelig post. CVF/Bornholms Hospital vil også efter den 3. januar 2022 fortsat kunne modtage vandre-/svangerskabsjournal via almindelig post

Sygehushenvisningen sendes til:

CVF på lokationsnr. 5790002512353

BoH, Kirurgisk overafd. på lok.nr. 5790000194209.

Der kan vedhæftes filer i alle lægesystemer. Læs her, hvordan det gøres i de forskellige lægesystemer (link ikke længere aktivt).

Ved siden af denne nye mulighed for elektronisk fremsendelse via en sygehushenvisning samarbejder udvalgte klinikker i Region Hovedstaden og Region Syddanmark med PLO om afprøvning af en ny digital svangreskabsløsning.

Den skal afløse begge journaler og tilbyde såvel klinikkerne som fødesteder et fælles sted at samarbejde om disse forløb. Der er tale om et pilotprojekt, som løber det meste af 2022, og hvor datoen for implementering i almen praksis ikke er fastlagt endnu. Derfor kan man sagtens benytte den nye elektroniske mulighed, som CVF nu tilbyder.

Lægedækningstruede områder i 2022

Af overenskomsten for almen praksis fremgår det, at almen praksis i lægedækningstruede områder i henhold til praksisplanen har en række udvidede muligheder bl.a. i form af mere fleksible rammer for ansættelse af læger og adgang til etablering af delepraksis.

PLO-Hovedstaden, Region Hovedstaden og kommunerne i regionen har vurderet, at følgende 10 planlægningsområder er lægedækningstruede i 2022:

  • Bornholm
  • Bispebjerg
  • Vallensbæk
  • Amager
  • Brøndby
  • Brønshøj-Husum
  • Ishøj
  • Nørrebro
  • Rødovre
  • Vesterbro

Ballerup, Glostrup, Hvidovre, Indre by og Vanløse er gået fra at være lægedækningstruede i 2021 til ikke at være det i 2022, mens Brøndby, Brønshøj-Husum, Ishøj og Nørrebro er gået fra ikke at være lægedækningstruede i 2021 til at være lægedækningstruede i 2022.

Åbent i praksis i hverdagene omkring jul og nytår 2021

Praksis skal være opmærksomme på, at der skal holdes åbent i hverdagene omkring jul og nytår, nærmere bestemt den 23., 27., 28., 29. og 30. december. Hvis man holder lukket, skal der på telefonsvareren og hjemmesiden gives tydelig henvisning til navngiven læge. 

Frist for ansøgninger til møde i Samarbejdsudvalget om almen praksis den 3. marts 2022 er den 27. januar 2022

Frist for ansøgninger til SU-mødet den 3. marts 2022 er den 27. januar 2022 (5 uger før mødet). Ansøgninger sendes til csu@regionh.dk

Samarbejdsudvalget behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet.

PLO-Hovedstadens sekretariat holder lukket i julen

Sekretariatet holder lukket fra og med d. 23. december 2021 til og med d. 2. januar 2022.

Den 23. december henvises til PLO-C på telefon 3544 8490.

Hvis der den 27.-30. december opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 3. januar 2022, kan du ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på telefon 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte, alt efter hvad din henvendelse drejer sig om.

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Midtjylland

PLO-Midtjyllands sekretariat holder lukket i julen

Sekretariatet holder lukket fra og med d. 20. december 2021 til og med d. 2. januar 2022.

I perioden 20.-23. december henvises til PLO-C på telefon 3544 8490.

Hvis der den 27.-30. december opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 3. januar 2022, kan du ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på telefon 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte, alt efter hvad din henvendelse drejer sig om.

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Syddanmark

PLO-Syddanmarks sekretariat holder lukket i julen

Sekretariatet holder lukket fra og med d. 20. december 2021 til og med d. 2. januar 2022.

I perioden 20.-23. december henvises til PLO-C på telefon 3544 8490.

Hvis der den 27.-30. december opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 3. januar 2021, kan du ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på telefon 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte, alt efter hvad din henvendelse drejer sig om.

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Sjælland

PLO-Sjællands sekretariat holder lukket i julen

Sekretariatet holder lukket fra og med d. 23. december 2021 til og med d. 2. januar 2022.

Den 23. december henvises til PLO-C på telefon 3544 8490.

Hvis der den 27.-30. december opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 3. januar 2022, kan du ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på telefon 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte, alt efter hvad din henvendelse drejer sig om.

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Nordjylland

PLO-Nordjyllands sekretariat holder lukket i julen

Sekretariatet holder lukket fra og med d. 20. december 2021 til og med d. 2. januar 2022.

I perioden 20.-23. december henvises til PLO-C på telefon 3544 8490.

Hvis der den 27.-30. december opstår spørgsmål, der ikke kan vente til den 3. januar 2022, kan du ringe mellem kl. 10.00-12.00 til Lægeforeningen på telefon 3544 8500. Her vil du blive oplyst nærmere om, hvem du kan kontakte, alt efter hvad din henvendelse drejer sig om.

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev