Gå til indhold

Yngre Læger mener: Fælles beslutningstagning

Fælles beslutningstagning er en evidensbaseret metode for samarbejde mellem patient og læge. Yngre Læger har siden 2016 uddannet mere end 250 ambassadører og arbejder politisk for at fælles beslutningstagning udrulles i hele sundhedsvæsnet. 

Fælles beslutningstagning er et systematisk samarbejde mellem patient og kliniker, når der skal træffes beslutninger om udredning, behandling, pleje og opfølgning.

Fælles beslutningstagning indebærer, at lægen rådgiver og støtter patienten til at udforske egne værdier og præferencer og til at vælge den behandlingsmulighed, der bedst matcher patientens ønske.

Der er solid evidens for, at metoden både giver tryghed for patienten og bedre behandlingsresultater. 

Derfor mener Yngre Læger, at metoden bør udrulles på alle landets sygehuse.

Flere end 250 ambassadører uddannet i fælles beslutningstagning

Yngre Læger har siden 2016 arbejdet proaktivt med henblik på at få udbredt og implementeret fælles beslutningstagning i det danske sundhedsvæsen. Det er bl.a. sket ved at uddanne flere end 250 ambassadører i fælles beslutningstagning.

Yngre Læger arbejder på politisk niveau på at skabe de bedst mulige rammer i sundhedsvæsenet, så læger kan prioritere det gode patientforløb i det daglige arbejde. 

Derudover samarbejder med Videns- og Kompetencecenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) og Center for Fælles Beslutningstagning (CFFB). 

Undervisningsvideo om fælles beslutningstagning

ViBIS har i samarbejde med Yngre Læger lavet en undervisningsfilm, der viser metoden fælles beslutningstagen i praksis. I videoen ser du lægen, Lars Henrik Jensen, benytte et beslutningsstøtteværktøj i samarbejde med patienten Mona Muusmann Petersen. 

Mona har fået fjernet kræft i tarmen, men hvilken efterbehandling skal hun have: Ingenting, enkeltkemo som pille eller fuld kemoterapi i drop?

Den beslutning afhænger dels af Lars Henriks lægefaglige vurdering, og dels af Monas livssituation og præferencer. Sammen - og med hjælp fra beslutningsstøtteværktøjet - taler Lars Henrik og Mona fordele og ulemper igennem, inden de vælger, hvad der er bedst for netop Mona.