Gå til indhold

FTR: Stress

Læger kan rammes af stress. Derfor er det vigtigt, at du som FTR har kendskab til stressfaktorer og værktøjer til håndtering af arbejdsrelateret stress.

Problemer med stress skal først og fremmest løses lokalt i afdelingen af TR og AMIR, men du vil som FTR kunne blive involveret. Det vil fx være tilfældet, når I skal drøfte fælles retningslinjer og tiltag på hospitalsniveau, og når en TR henvender sig til dig med henblik på sparring om en konkret situation.

En række faktorer kan bidrage til, at man udvikler stress af sit arbejde. Stress kan både skyldes arbejdsmængden og kulturen på arbejdspladsen.

Faktorer der bidrager til stress
  • Stor arbejdsmængde og tidspres.
  • Høje følelsesmæssige krav.
  • Skifteholdsarbejde og arbejde på forskudte arbejdstider.
  • Høje krav til opmærksomhed og koncentration.
  • Jobusikkerhed.
  • Konflikter i arbejdet.
  • Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.
  • Manglende belønning og anerkendelse.
  • Manglende forudsigelighed ved væsentlige ændringer.
  • Manglende udviklingsmuligheder.

Din rolle som FTR

Som FTR vil det først og fremmest være på Yngre Lægerådsmøderne, du hører om afdelinger, hvor stress udgør et problem blandt lægerne. 

Stress kan være et godt emne at drøfte generelt på jeres Yngre Lægerådsmøder – det rækker ofte direkte ind i problemstillinger som vagtbelastning, vakancer, uhensigtsmæssig organisering, drøftelse af om dispensationer er hensigtsmæssige.

Yngre Lægerådsmøderne er ikke egnede til at drøfte personsager.

Du vil også kunne se det i jeres APV’er og de løbende trivselsmålinger, hvis det er et problem i en eller flere afdelinger.

Derudover vil I kunne tage emnet op i MED-regi, hvis der er tale om forhold i en afdeling, der gør, at en eller flere personalegrupper rammes af stress. Måske har hospitalet en politik på området, som I skal have set på, hvis den ikke længere er helt aktuel.

Du kan eventuelt også blive inddraget som sparringspartner i konkrete sager om stress og sygemelding.

I skal ikke løse generelle udfordringer med stress, men kan gøre opmærksom på de problemer og løsninger, som I ser. Hvis der er tale om strukturelle forhold på arbejdspladsen, som er årsag til stress blandt læger, bør det tages op i MED-udvalget eller i arbejdsmiljøorganisationen.

Hvis det er lokale forhold på afdelingen, der giver anledning til stress blandt lægerne, bør det tages op med ledelsen på afdelingen via TR'eren og eventuelt arbejdsmiljørepræsentanten.

Hvis du skal involveres i en sag med en stressramt læge, bør du/TR/AMIR opfordre den stressramte til at involvere egen læge med henblik på en vurdering af, om der er tale om stress, og om der skal tages foranstaltninger i den anledning – fx hel eller delvis sygemelding.

Overvej sammen med den stressramte hvem der skal inddrages og hvilke løsninger, der er de rette.

Hvis du/TR/AMIR behandler sager om enkeltpersoner, så vær opmærksom på regler om tavshedspligt og GDPR, og på at have mandat fra den læge, I hjælper, inden I foretager jer noget.

Følg arbejdspladsens retningslinjer. Supplér eventuelt med Arbejdstilsynets materiale om psykisk arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynets materiale finder du her.

Hvis den stressramte er under uddannelse, kan det blive nødvendigt at inddrage UAO og Videreuddannelsessekretariatet, VUS, fx i forbindelse med en længere sygemelding.

Vær opmærksom på at stress ikke i sig selv er en arbejdsskade, men at følgevirkningerne af stress kan være det.