Gå til indhold

En styrket praksissektor – vejen til mindre ulighed i sundhed

Nyhed PLO

Sundhedsvæsenet i Sjælland er under pres, mens vi venter på de store planer, der skal reformere sundhedsvæsenet og sikre lige tilbud til alle patienter. Det skulle gerne være muligt for alle patienter at få et relevant udrednings- og behandlingstilbud i Region Sjælland - uden at måtte ty til en privat sundhedsforsikring. PLO Sjælland har taget initiativ til at samle alle regionale interessenter til en konference 13.juni for at belyse, hvordan en stærkere praksissektor og en styrkelse af det nære sundhedsvæsen kan medvirke til at skabe mindre ulighed i sundhed, skriver Camilla Høegh-Guldberg, Formand PLO Sjælland og Frank Guldfred, Formand for FAPS Sjælland.

Debatindlægget er bragt i Sjællandske Medier den 17. april 2023.

Regeringen vil reformere sundhedsvæsenet. Strukturkommissionen vil fremtidssikre sundhedsvæsnet. Robusthedskommissionen vil robustgøre sundhedsvæsenet. Regionens politikere har afgivet ”12 løfter til borgerne” og vil gøre sundhedsvæsenet tilgængeligt tæt på patienterne. Og patienterne vil formentlig bare behandles. Hurtigst muligt. Bedst muligt. Med lige så gode tilbud som i landets øvrige regioner. Og uden at skulle vente flere år på at politiske planer afløses af implementeringsplaner og byggerier.

Region Sjællands sundhedsvæsen er under pres
Den seneste Lægedækningsundersøgelse viser, at der ville være praktiserende læger nok, hvis alle stillinger var besat og under forudsætning af, at alle læger kunne varetage et bestemt antal patienter. Et magisk tal, der har været uændret gennem mange år. Man har skabt et specialiseret sygehusvæsen uden samtidig at skabe det sikkerhedsnet i det nære sundhedsvæsen, som er forudsætning for den omlægning. Regeringen har meldt ud, at de nuværende ca. 3500 praktiserende lægestillinger bør øges til 5000 inden 2035 med henblik på, at almen praksis får overskud til at overtage flere opgaver. For lige nu er det ikke realistisk at sende flere opgaver ud til en sektor, der presses af ældre og færre læger samtidig med at patienterne bliver ældre og flere. Konsultationerne bliver mere komplicerede grundet flere kroniske sygdomme, medicinlister bliver længere, sygehuse lader opgaver glide ud til almen praksis og der er generelt stigende krav til alt det praktiserende læger – og de øvrige praktiserende speciallæger – skal levere.

Færre læger samme aktivitet
I Region Sjælland er der blevet 10% færre praktiserende læger på 10 år, men i den samme periode er det lykkedes at fastholde et uændret aktivitetsniveau med godt 5,6 millioner patientkontakter årligt ved hjælp af ændrede arbejdsgange, ansat personale og mindre ansigt-til-ansigt tid til den enkelte patient. De fleste patienter vil nok mene, at vi er nået smertegrænsen for service og tid til den enkelte patient, hvis man skal føle, at der er lighed i sundhed i Danmark – og at fagligheden og patientsikkerheden har lige vilkår over hele landet.

På landsplan er antallet af speciallæger på sygehuse i perioden 2010-2019 steget med 27,5%, mens antallet af speciallæger i praksissektoren har været uændret. I Region Sjælland er der 133 fuldtids speciallæge ydernumre fordelt på 13 specialer – disse tal har været uændret i regionens levetid uagtet de ændringer, der har været i det specialiserede sygehusvæsen. For de sjællandske patienter, som egen læge har henvist til speciallæge, betyder det oftest enten lang ventetid eller lang transportvej. Hvis praksissektorens speciallæger – både de almen medicinske praktiserende læger og speciallægerne i andre specialer – skal bidrage til at opfylde regionsrådets 12 løfter til borgerne f.eks. at ”borgerne oplever et nært og specialiseret sundhedsvæsen af høj kvalitet” og ”møder et sundhedsvæsen, der taler sammen på tværs”, så må vi sammen tænke anderledes i forhold til arbejdsvilkår, indretning, rekruttering og fastholdelse i det nære sundhedsvæsen. 

Antallet af læger skal passe til antal borgere og opgaver – og hvor det ikke er muligt, må der skabes løsninger, der understøtter, at de læger, der har overskud, kan behandle flere patienter. Arbejds- og uddannelsesmiljøet skal være i orden. Det faglige miljø – herunder kollegial sparring og forskning - skal være i orden. Og det sundhedsfaglige personale skal have tid og opbakning til at behandle patienterne uden at drukne i bureaukrati og administration. Det tværsektorielle samarbejde skal styrkes, så dobbeltarbejde undgås og ingen patienter oplever at blive tabt ved overgang fra praktiserende læge til speciallæge, sygehus og kommune – eller omvendt. 

En stærkere praksissektor kan medvirke til at skabe mindre ulighed i sundhed
Sundhedsvæsenet i Sjælland er under pres, mens vi venter på de store planer, der skal reformere sundhedsvæsenet og sikre lige tilbud til alle patienter. Nytænkning og styrkelse af praksissektoren er påkrævet, hvis den skal aflaste sygehuse og understøtte kommunerne. Det skulle gerne være muligt for alle patienter at få et relevant udrednings- og behandlingstilbud i Region Sjælland - uden at måtte ty til en privat sundhedsforsikring. 

PLO Sjælland har taget initiativ til at samle alle regionale interessenter til en konference 13.juni for at belyse, hvordan en stærkere praksissektor og en styrkelse af det nære sundhedsvæsen kan medvirke til at skabe mindre ulighed i sundhed. Regionsrådet har afgivet 12 løfter til befolkningen – og lægerne i praksissektoren, såvel praktiserende læger som øvrige speciallæger, vil gerne tage medansvar og bidrage til, at disse løfter kan virkeliggøres.
Det er vores håb, at de inviterede politikere og aktører i det sjællandske sundhedsvæsen vil prioritere at deltage i konferencen, og at vi sammen kan finde løsninger for at styrke praksissektoren regionalt – og i fællesskab sætte de udfordringer, som vi ikke selv kan skabe løsninger for, på den nationale dagsorden.