Gå til indhold

Gøril og Jannik Boberg-Ans fra organisationen Red Synet får Lægeforeningens Ærespris 2023

Nyhed Lægeforeningen

På årets Lægemøde har Gøril og Jannik Boberg-Ans, begge speciallæger i øjensygdomme og stiftere af organisationen Red Synet fået tildelt Lægeforeningens Ærespris. Ægteparret Boberg-Ans får prisen for deres utrættelige arbejde gennem 20 år for at give patienter med grå stær i udviklingslande synet tilbage. Deres mission om at rejse ud og hjælpe verdens fattigste er et godt eksempel på en særlig indsats, der kan inspirere andre læger.

I dag har Gøril og Jannik Boberg-Ans, begge speciallæger i oftalmologi og stiftere af organisationen Red Synet modtaget Lægeforeningens Ærespris, som hvert år uddeles til læger, som har ydet en særlig indsats, der kan inspirere andre læger.

”Ægteparret Boberg-Ans får prisen for igennem 20 år for at have rejst ud og give mennesker med øjensygdommen grå stær i udviklingslande synet tilbage. Det er en inspiration, at Gøril og Jannik vælger at bruge ferier på at rejse til verdens fjerneste afkroge og operere fattige patienter ramt af grå stær. Det er et meget konkret eksempel på, hvordan enkelte læger kan gøre en stor forskel for i den ulighed i sundhed, som desværre er i verden,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

Hun uddyber, at årets prismodtagere med en simpel operation på få minutter kan forbedre en hel families levevilkår, ved at give et blindt familiemedlem synet tilbage. Flere end 2.000 patienter i de fattigske egne af verden har øjenkirurgerne hjulpet.

Desuden har ægteparret Boberg-Ans igennem ophold ved udenlandske institutioner også lært sig en operationsteknik, som er forenelig med operation under mere primitive forhold og teknikker, som kan bruges ved svære tilfælde af grå stær. Noget som også er kommet deres danske patienter til gavn.

“Ægteparret Boberg-Ans er et eksempel på læger, som flittigt, ydmygt og uden for lægefagets traditionelle rammer gør en forskel for mange mennesker i verdens fattigske lande. Det er en unik indsats, som fortjener deres kollegers anerkendelse,” siger Camilla Noelle Rathcke.

Med Lægeforeningens Ærespris følger 35.000 kroner.