Gå til indhold

Tværfagligt samarbejde skal skabe mere tid og bedre kvalitet

Nyhed Overlægeforeningen

For at skabe et bedre arbejdsmiljø og reducere arbejds- og tidspres for de ansatte, starter Danske Regioner og Sygehussamarbejdet nu projektet ”Rette kompetencer til rette opgaver”. Overlægeforeningen er med i projektet, som skal bringe ideer, ønsker og visioner fra medarbejdere og ledere i spil for at styrke det tværfaglige samarbejde og derigennem skabe mere tid for de ansatte og bedre kvalitet for patienterne.

”Det er vigtigt, at alle faggrupper kommer i spil, hvis vi skal sikre rette kompetencer til rette hænder i et fremtidigt sundhedsvæsen. Overlægeforeningen er klar til at bidrage - både med høje, lægefaglige kvalifikationer samt ledelseskompetencer”.

Sådan siger formand for Overlægeforeningen, Susanne Wammen i forbindelse med, at Overlægeforeningen som en del af Sygehussamarbejdet nu er med til at starte projektet ”Rette hænder til rette opgaver” sammen med Danske Regioner. Også formand Danske Regioner Anders Kühnau ser frem til projektet:

”De bedste ideer opstår på afdelingerne med udgangspunkt i de opgaver, udfordringer og styrker, man har netop der. Vi vil undersøge, hvad der fylder for medarbejdere, ledere og ikke mindst patienter. Vores opgave bliver at sætte skub i de innovative processer samt fjerne eventuelle barrierer, der står i vejen for den gode organisering. Og så skal vi lytte og lære af eksemplerne og sikre, at de bedste erfaringer udbredes”, siger han.

Topmøder og inddragende proces

Et eksempel på bedre brug af faggruppers kompetencer er fra Region Syddanmark, hvor man har gode erfaringer med, at farmaceuter og farmakonomer overtager nogle af sygeplejerskernes opgaver i forbindelse med medicinhåndtering. Ikke alene frigiver det tid til sygeplejerskerne til andre opgaver, men det er også en måde at styrke kvaliteten i arbejdet, da medicinhåndtering er deres specifikke fagområde. 

På samme måde kan kliniske diætister bruge deres faglighed til at håndtere patienternes ernæring og dermed løfte kvaliteten samtidig med, at andre faggrupper får mulighed for at bruge deres faglighed der, hvor den giver mest værdi. 

Projektet vil se på muligheder for konkret at styrke det tværfaglige samarbejde, og der skal ses på nye veje til arbejdet med og omkring patienterne. Det skal ske ved at afholde topmøder og skabe en inddragende proces, hvor ideer, ønsker og visioner fra medarbejdere og ledere på sygehusene kommer i spil.

”Ved at give plads til at bringe fagligheden i spil, påvirkes arbejdsmiljøet positivt, og det er altafgørende for at fastholde og rekruttere personalet”, slutter Susanne Wammen.

  • FAKTA: Sygehussamarbejdet består af fagforbundene: Yngre Læger, Overlægeforeningen, FOA, Sundhedskartellet, HK Kommunal, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og Jordemoderforeningen