Læge uden patientkontakt? Få sparring på, hvordan du arbejder med administration, udvikling og ledelse i sundhedsvæsenet
OBS: Der er pt venteliste på kurset.
Trives du med at arbejde tværfagligt? Vil du gerne være med til at præge rammer og retning for sundhedsvæsenet i Danmark?
Har du gang i en lederkarriere, eller lægger du an til det? Måske er du blot nysgerrig på, hvad læger og andre fagpersoner arbejder med i styrelser, regioner og kommuner? Det vil sige lægejobs uden direkte patientkontakt.
Lægeforeningen samarbejder med Djøf om et peer-to-peer samtaleforløb, hvor vi sætter fokus på gensidig sparring og samarbejde på tværs. Formålet med arrangementet er, at du får en forsmag på, hvordan tværfaglig sparring (peer-to-peer) kan bidrage til dit arbejde som læge. Desuden får du ny viden og et nyt perspektiv fra en anden faggruppe.
Denne aften bliver indledt med et inspirerende oplæg af Erik Harr om ’naturen som samtalerum’.
Derefter skal I gå en tur sammen fra Lægeforeningen mod Djøf (ruten er 1,8 km). I bliver inddelt i samtalegrupper bestående af 4 personer, som I skal følges med. Vi har forberedt nogle pit-stops og små opgaver til jer undervejs.
Efter gåturen samler vi op i fællesskab, og I bliver præsenteret for forskellige muligheder for at fortsætte den tværfaglige sparring på egen hånd. Måske I vil mødes igen eller etablere et peer-to-peer-fællesskab. Uanset hvad I ønsker, så vil vi gerne hjælpe jeres samtaler godt på vej.
Vi starter i Domus Medica på Østerbro og slutter af med en dejlig middag i Djøf ved Nørreport.
Til- og afmeldingsbetingelser
Du kan læse vores til- og afmeldingsbetingelser her.