Gå til indhold

Camilla Rathcke genvalgt som formand for Lægeforeningen

Nyhed Lægeforeningen

På Lægeforeningens repræsentantskabsmøde i Kolding er foreningens formand, Camilla Rathcke, uden modkandidater blevet genvalgt som formand for en ny toårig periode.

På Lægeforeningens repræsentantskabsmøde i Kolding er foreningens formand, Camilla Rathcke, uden modkandidater blevet genvalgt som formand for en ny toårig periode.

"Jeg er stolt over at få lov til fortsat at stå i spidsen for Lægeforeningen i en presset tid, hvor det er vigtigere end nogensinde, at vi som lægestand byder ind med fagligt input og tør udfordre politikerne på indretningen af sundhedsvæsnet.” siger Camilla Rathcke.

”Vi arbejder i bestyrelsen for, at Lægeforeningen fortsat skal være en moderne forening for alle læger - med afsæt i viden, fagligt underbyggede synspunkter og med ambitioner om at blive taget med på råd, når der skal udformes strukturelle forandringer i sundhedssektoren.” 

Den genvalgte formand peger på den dramatiske mangel på speciallæger og andre sundhedsprofessionelle som et område, som Lægeforeningen fortsat vil have et stort engagement i. Den kalder på prioritering i sundhedsvæsenet.

”Det samme gælder den fortsatte kamp for at forbedre lægers retssikkerhed. Det er afgørende, at politikere, myndigheder og andre beslutningstager her lytter til lægers stemme, også for at undgå defensiv medicin og dermed unødig behandling. Lægers retssikkerhed og sikkerheden for patienter går hånd i hånd,” siger Camilla Rathcke.

Camilla Rathcke er 48 år, overlæge og ph.d., arbejder på medicinsk afdeling, endokrinologisk sektion på Herlev og Gentofte Hospital. Hun er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2003 og blev speciallæge i intern medicin i 2019.

Camilla Rathcke har været formand for Lægeforeningen siden 2020.