Gå til indhold

Godt nytår til alle

Nyhed Yngre Læger

Jeg håber, at I har haft en god jul, uanset om I har tilbragt den sammen med familien, venner eller med patienter og kolleger på arbejde. Sådan skriver Yngre Lægers forperson, Helga Schultz, i denne nytårshilsen til alle medlemmer af Yngre Læger.

2022 synger på sidste vers. Det har været endnu et spændende år i Yngre Læger og et spændende – men også meget travlt år - i sundhedsvæsenet. At arbejdslivet som læge er travlt, og at arbejdspresset er for højt, er desværre ikke noget nyt. Det har både vi og alle andre, der arbejder i sundhedsvæsenet, gjort opmærksom på i årevis. Så meget desto mere forstemmende er det, at det stadig er nødvendigt at råbe op.

Efter flere år med coronapandemi er det efterhånden tydeligt for enhver, at der ikke er nogen buffer at give af. Manglen på personale har fået ventelisterne til at vokse sig så lange, at selv politikerne begynder at indse, at der må gøres noget. Sundhedsvæsenet – og herunder psykiatrien - var derfor det vigtigste tema i årets valgkamp. Ikke mindst fordi både befolkning og ansatte gav udtrykkeligt udtryk for, at nok er nok.

Om man politisk har styrken til, at der rent faktisk vil ske noget, må tiden vise. Der er ikke et hurtigt quick fix, der kan løse alle problemer, men det nye regeringsgrundlag lover en nødvendig akutplan, en revideret behandlingsgaranti og de nødvendige, varige midler til psykiatrien. Alt sammen positivt. Jeg har bedt den nye sundhedsminister om et møde for at sikre indflydelse på, at det realiseres. Og i Yngre Læger vil vi samtidig blive ved med at påpege over for politikerne, at de er nødt til at tage situationen særdeles alvorligt, hvis ikke vi i de kommende år skal se et offentligt sundhedsvæsen, der på den ene side udvikler nye og bedre behandlinger, men på den anden side har basale forhold for patienter og medarbejdere, der ikke fungerer. Hvis denne udvikling fortsætter, risikerer vi, at sundhedsvæsenet knækker over i et A og et B hold.

 

I Yngre Læger gennemførte vi i slutningen af i år vores tilbagevendende undersøgelse af lægers arbejdsmiljø. Vi er lige nu ved at bearbejde data herfra, men vi forventer, at undersøgelsen vil bekræfte det billede, som vi allerede er bevidste om. Læger har for travlt og oplever, at der ikke er ansatte nok til at løfte opgaverne. Og tanken om at skifte arbejdspladsen ud med en, hvor arbejdspresset er mindre – fx i det private - er for mange ikke længere fjern.

Resultaterne fra undersøgelsen vil vi formidle i løbet af det kommende år. Og med dem i hånden vil vi også i 2023 gøre vores til at holde politikerne fast på, at de har et væsentligt ansvar for at sikre, at arbejdsvilkårene i sundhedsvæsenet er gode for alle ansatte.

Også speciallægernes ønsker og arbejdsforhold var i år genstand for en undersøgelse i Yngre Læger. Resultaterne af denne vil I høre mere om i det kommende år.

Vi har i Yngre Læger etableret et udvalg dedikeret til speciallægernes interesser, og vi har åbnet mulighed for, at speciallæger kan få skræddersyet sparring og lønkurser. I det kommende år vil nye medlemstilbud til Yngre Lægers voksende speciallægegruppe se dagens lys. Det gælder blandt andet velkomstmøder for alle nye speciallæger med fokus på jobsøgning, lønforhandling, MUS med videre. Herudover vil vi fortsat presse på for at få arbejdsgiverne til at tage ansvar for speciallægernes videre karriere. 

Ikke et år i Yngre Læger uden fokus på lægers videreuddannelse. Der er behov for en revision af den lægelige videreuddannelse, så den passer til fremtidens behov. Yngre Læger er involveret i det arbejde på mange planer og i mange regionale arbejdsgrupper. Det vil vi fortsat være i det kommende år, hvor vi også vil gøre vores til at overbevise myndigheder og politikere om, at der skal skrues op for antallet af uddannelsesforløb. Sundhedsvæsenet skriger efter speciallæger. Og alle læger, der ønsker det, skal naturligvis have mulighed for at uddanne sig til speciallæge. Alt andet giver ingen mening.

 

Hvad er vigtigt i jeres arbejdsliv? Og hvilke arbejdsvilkår vægter mest? Hvor skal vi lægge fokus? Det ser vi frem til at høre jeres bud på i løbet af de kommende måneder.

2023 venter nu lige rundt om hjørnet.

For os i Yngre Læger betyder det, at de offentlige overenskomstforhandlinger rykker tættere på. For selvom de konkrete forhandlinger først starter i begyndelsen af 2024, så lyder startskuddet til forberedelserne allerede nu. Det er nu, i de kommende måneder, at vi skal samle de krav sammen, som vi vil stille overfor arbejdsgiverne.

Her har vi brug for at høre jeres mening. Hvad er vigtigt i jeres arbejdsliv? Og hvilke arbejdsvilkår vægter mest? Hvor skal vi lægge fokus? Det ser vi frem til at høre jeres bud på i løbet af de kommende måneder.

Jeg håber, at I vil give jeres mening til kende på medlemsmøder på jeres arbejdsplads, på regionale møder, hvor vi kan mødes på tværs af arbejdspladser og på mail og kommentarer direkte til os i Yngre Læger. Vi glæder os til at høre fra jer.

I ønskes alle et godt og begivenhedsrigt 2023. Jeg ser frem til at se så mange af jer som muligt til møder, arrangementer og kurser rundt om i landet.

Godt nytår.

Helga Schultz

Forperson, Yngre Læger