Gå til indhold

Lægeforeningen om finanslovsforslag: Nu skal det være psykiatriens tur

Nyhed Lægeforeningen

Med sit finanslovforslag lægger regeringen op til at ville investere i psykiatrien med penge fra en såkaldt forhandlingsreserve på cirka 600 mio. kr. ”Det er positivt, at regeringen ser behovet for at løfte psykiatrien, men indtil videre er midlerne fra forhandlingsreserven ikke øremærket psykiatrien. Det er afgørende, at det sker. Nu skal det være psykiatriens tur,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.

Regeringen har netop fremlagt sit finanslovsforslag for 2023. Her foreslår finansministeren, at Folketinget skal bruge midlerne fra den såkaldte forhandlingsreserve på cirka 600 millioner kroner på sundhed, herunder psykiatri og ældre.


Det er positivt, at regeringen har øje for det store behov for at investere i psykiatrien, mener Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.


“Ideelt set skulle hele det pressede sundhedsvæsen løftes, men meldingen fra regeringen er, at riget fattes penge. Psykiatrien er nødlidende og har været det i så mange år, at i denne situation bør størstedelen af midlerne i forhandlingsreserven prioriteres til psykiatrien,” siger Camilla Rathcke.


Lægeforeningen har peget på et behov for omtrent 450 millioner kroner til psykiatrien i 2023, som skal følges op at yderligere investeringer i løbet af de næste ti år for at løfte den nødlidende psykiatri. Flere organisationer og eksperter har peget på behov for et løft af psykiatriområdet, så vi om 10 år kommer op på en øget investering på i hvert fald 4-5 milliarder kroner årligt.


”Når den længe ventede tiårsplan for psykiatri forhåbentlig lander, skal den kunne få ordentlig luft under vingerne fra dag ét. Så jeg vil opfordre regeringen og Folketinget til at sætte de nødvendige midler af. Nu skal det være psykiatriens tur,” understreger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.


Pas på ”fugle på taget”


Selvom det er positivt, at regeringen har øje for behovet for at investere i psykiatrien, undrer det Lægeforeningens formand, at finansministeren ikke vælger at øremærke midler til løftet i finanslovsforslaget.


”Indtil videre er midlerne fra forhandlingsreserven ikke øremærket psykiatrien. Det er afgørende, at de tilstrækkelige midler faktisk sættes af til at hjælpe mennesker med psykiske lidelser,” understreger Camilla Rathcke.


Hun peger desuden på, at når midlerne til sundhed generelt er så få, bør politikerne melde klart ud om hvad befolkningen fremover kan forvente, at sundhedsvæsenet leverer.


”De udfordringer, sundhedsvæsenet har nu, har en langsigtet horisont. Vi vil insistere på, at politikerne ærligt forventningsafstemmer med befolkningen, og vi kommer til at være meget konkrete i forhold til at afkræve politikerne svar på, hvordan de vil håndtere den svære, men nødvendige prioritering, der skal sikre, at de knappe ressourcer bliver brugt bedst ” siger Lægeforeningens formand.