Gå til indhold

Læger efterlyser mere ambitiøse svar på sundhedsvæsenets problemer

Nyhed Lægeforeningen

Regeringens nye sundhedsudspil er et første skridt på at tage hul på at løse udfordringerne på sundhedsområdet, men vi er langt fra i hus med de nødvendige svar på de store udfordringer, som sundhedsvæsenet står over. Lægeforeningen efterlyser planer for mere ens, høj kvalitet i kommunerne og initiativer, der kan sikre flere speciallæger og andre sundhedsprofessionelle til stadig flere opgaver.

Regeringen har netop præsenteret sit udspil ’Tættere på II – Sundhed, uddannelse og lokal udvikling’, hvor et forslag om nærhospitaler udgør en central del. Lægeforeningen kvitterer for, at regeringen nu kommer med et udspil på sundhedsområdet, men der er stadig lang vej til en samlet meningsfuld løsning.


”Regeringen foreslår etablering af en række såkaldte nærhedshospitaler, som nok nærmere er, hvad vi almindeligvis forstår som sundhedshuse. Det er godt, at borgerne kan få hjælp til undersøgelser og behandlinger, som det vil være fornuftigt at tilbyde der, men det er overkill at kalde det løsningen på det pres, som sundhedsvæsnet aktuelt er under, og som fortsætter i de kommende år”, siger Camilla Rathcke.


Hun peger på, at læger og andre sundhedsprofessionelle hver dag slås med underfinansiering og underbemanding.


”Mangel på speciallæger, sygeplejersker og andre er desværre dagligdag. Derfor hæftede jeg mig også ved, at regeringen på sit pressemøde stillede i udsigt, at der kommer flere initiativer på sundhedsområdet, og jeg forventer, at vi ser flere – og ambitiøse - forslag til løsninger. Der er i grad brug for en gennemtænkt og robust finansieret reform, der samlet tager hånd om, hvordan vi får løst sundhedsopgaverne i årene fremover, herunder sikrer, at der er speciallæger og andre sundhedsprofessionelle at føre dem ud i livet,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.


En samlet reform kræver flere penge end fire mia. kr.


Regeringen har sat fire mia. kr. af til etablering af nærhedshospitaler.  For Lægeforeningen er det svært at vurdere konkret, om det er nok til den opgave.


”Vi mener, at der samlet set – også til de kommende initiativer - bør afsættes et beløb, der flugter med de 8,5 mia. kr., som den forrige regering afsatte til sin reform. Der er brug for en mere ambitiøs indsats end de forslag, som vi har set præsenteret i dag, og det kræver, at der også afsættes de nødvendige midler. Derfor afventer vi med spænding de kommende udspil”, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.


Lægeforeningen efterlyser bl.a. kvalitetsplaner, der sikrer, at der er en ensartet og høj kvalitet i de sundhedstilbud, som kommunerne skal levere. Det er desværre ikke tilfældet i dag. Samtidig foreslår Lægeforeningen, at regeringen nedsætter et hurtigtarbejdende ekspertudvalg, der kan sikre, at midlerne bruges, så det faktisk gør en forskel for patienterne, og så nærhospitalerne – hvis de bliver til virkelighed - placeres klogt i de enkelte regioner i forhold til, hvor supersygehusene er placeret.


”Kernen er, at vi skal kunne give alle patienter behandling af høj kvalitet. Nærhed er vigtigt, men det må ikke være på bekostning af høj kvaIitet, og der vil fortsat være meget, der stadig skal varetages af supersygehusene. Det er min forhåbning, at der nu kommer et forhandlingsforløb med Folketingets partier, også om hvordan nærhospitalerne kan bidrage til at løse nogle af udfordringer, sundhedsvæsenet har. Lægeforeningen spiller meget gerne konstruktivt ind i det forløb. Det er nu, vi lægger fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen. Det skal vi gøre klogt og velovervejet, så vi er sikre på, at det er til gavn for patienterne,” siger Camilla Noelle Rathcke.