Gå til indhold

Læger: Kritisabel mangel på tiltag for at gøre sundhedsvæsenet robust

Nyhed Lægeforeningen

”Man må desværre spejde forgæves efter tiltag, der skal gøre sundhedsvæsenet mere robust i form af mere kapacitet nu og her.” Sådan lyder reaktionen fra Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, efter statsministerens pressemøde om nye coronarestriktioner her til eftermiddag.


Hun understreger, at det er godt, at regeringen løbende forholder sig til, hvordan man bredt kan forebygge og modgå konsekvenser af smitte. Men Lægeforeningens formand savner tiltag rettet mod at gøre sundhedsvæsenet robust.


Lægeforeningen har længe presset på for at få lov af Folketinget til at sætte de mest syge patienter først. Det skal ske ved at suspendere den såkaldte behandlingsgaranti, der gør, at det ikke er sygdommens alvor, der styrer, hvornår der skal tilbydes behandling, men derimod kalenderen i forbindelse med ikke-akutte sygdomme.


”Allerede 26. november skrev vi til sundhedsminister Magnus Heunicke med den opfordring, men regeringen har ikke rykket på det, og nu har virkeligheden efterhånden indhentet ønsket: Meget bliver reelt udskudt, uden det er sagt åbent til befolkningen fra regeringen. Nu står vi i en endnu mere alvorlig situation, hvor landets kirurger må prioritere mellem de akutte patienter, dvs. mellem alle dem, der uanset behandlingsgaranti, burde behandles. Og alligevel kommer der ingen svar fra regeringen. Det er meget kritisabelt. Vi mangler kapacitet,” siger Camilla Rathcke.


”Regeringen bør som et konkret første skridt formelt suspendere behandlingsgarantien, så vi kan tage os af de mest syge patienter først – det handler også om signal til befolkningen. Men der skal mere til, så politikere og myndigheder må tænke ud af boksen – og det skal ske hurtigt. Som læger tager vi overordnet ansvar for at vurdere patienterne enkeltvis ift. deres behov for hurtig behandling, men der er et åbenlyst behov for en mere overordnet udmelding og plan for prioritering af patienter fra ansvarlige politikere og myndigheder,” understreger Lægeforeningens formand.


Desuden påpeger hun, at politikerne fremover må sikre, at vores sundhedsvæsen aldrig havner i så kritisk tilstand igen.


”Det handler om gennemtænkte og langsigtede reformer, så vi sikrer kapacitet i sundhedsvæsenet bredt set. Og naturligvis velfungerende beredskaber og en robust finansiering. Der skal sikres hænder, hoveder, rammer og ressourcer nok i sundhedsvæsenet. Det er rettidig omhu,” siger Camilla Noelle Rathcke.