Gå til indhold

Læger må ikke blive syge af chefers adfærd: Juraen rakte ikke til dom

Nyhed Yngre Læger

Religiøs og seksuel chikane. Sådan lød beskyldningerne mod en professor og hans arbejdsplads, Syddansk Universitet, i en retssag, som Yngre Læger har ført på vegne af et medlem. Dommeren mente imidlertid ikke, at hverken SDU eller professoren personligt skulle betale en godtgørelse for de krænkelser, som lægen havde oplevet.

Retten i Odense har i dag afsagt dom i en sag, som Yngre Læger har ført på vegne af et medlem. I sagen var en professor stævnet for at have udført krænkende handlinger i form af religiøs og seksuel chikane mod en læge, blandt andet ved at forsøge at inddrage lægen i sin egen religiøse opfattelse. Men selvom professoren tidligere af arbejdspladsens HR-afdeling har fået en mundtlig påtale for at være gået for langt i rollen som privat åndelig vejleder, der skulle have været holdt mere på det faglige plan, og selvom medlemmet ifølge en uafhængig speciallægeerklæring er blevet alvorligt syg af professorens adfærd, mente dommeren ikke, at der var fornødent grundlag for at dømme for religiøs- og seksuel chikane. Afgørelsen ærgrer Yngre Lægers forperson.

”Det er helt afgørende, at en leder ikke krænker medarbejdere. Chikane af enhver form er uacceptabel. Og som medarbejder skal man kunne være sikker på, at man ikke bliver udsat for chikane på sin arbejdsplads. I denne sag har et medlem oplevet at få sine grænser overskredet af sin leder og er blevet syg af det. Derfor er jeg naturligvis ærgerlig over, at juraen ikke rakte til domfældelse,” siger Helga Schultz og fortsætter:

Det er ledelsens ansvar, at chikane ikke sker, og at ingen fx bliver påduttet bestemte religiøse opfattelser mod deres vilje. Retten har sat grænsen for, hvornår det er ledelsens ansvar, et andet sted, end Yngre Læger havde håbet

Helga Schultz, forperson Yngre Læger

”Jeg kan konstatere, at professoren har fået en påtale fra sin arbejdsplads, men jeg havde håbet på en dom, der mere entydigt fastslår, at det er lederens og arbejdspladsens ansvar at sige stop, og at den udviste adfærd var uacceptabel chikane. Det er altid uacceptabelt, når magtbalancen mellem chef og ansat udnyttes. Det er ledelsens ansvar, at chikane ikke sker, og at ingen fx bliver påduttet bestemte religiøse opfattelser mod deres vilje. Retten har sat grænsen for, hvornår det er ledelsens ansvar, et andet sted, end Yngre Læger havde håbet. ”

Sagen var rejst både overfor medlemmets chef, som krænker i sagen og overfor arbejdspladsen, Syddansk Universitet, som er formel arbejdsgiver. 

Yngre Læger vil nu nærstudere dommen.