Gå til indhold

Sager om krænkelser skal behandles som personalesager

Nyhed Overlægeforeningen

Sager om krænkelser skal behandles som alle andre personalesager med de rettigheder og procedurer, som følger med. Det seneste år har Overlægeforeningen haft fokus på sager om krænkelser. Ikke fordi vi møder mange sager, men når vi gør, er det ofte svære forløb for alle parter.

Målet for os alle er at undgå, at krænkelser overhovedet finder sted. Det har Overlægeforeningen skrevet om før, hvor vi stærkt opfordrer til på afdelingerne at drøfte, hvilken omgangsform og arbejdsmiljø man ønsker, samt til at følge Arbejdstilsynets vejledninger om forebyggelse og håndtering.  I det følgende fokuserer vi på, hvordan du er stillet, hvis du bliver involveret i en personalesag om krænkelser.

En personalesag sikrer rettigheder og ordentlig sagsbehandling
Som en del af vores aftalesystem har Overlægeforeningen og andre fagforeninger aftalt nogle spilleregler med arbejdsgiver om, hvordan personalesager skal takles.

En grundlæggende rettighed er, at du som ansat altid kan få en bisidder med til en tjenstlig samtale med en overordnet. Du kan både få en bisidder med, hvis du selv er blevet krænket, og hvis din leder vil tale med dig om, at andre er blevet krænket af dig.

Bisidderen kan hjælpe dig med at notere, hvad der blev sagt og være sparringspartner for dig, men det er ”dit møde”. Du kan i princippet bede alle om at være din bisidder. De fleste vælger at få deres tillidsrepræsentant eller en konsulent for Overlægeforeningens sekretariat med som bisidder.

Hvis din leder tager skridt til en tjenstlig sanktion og for eksempel giver dig en advarsel eller ligefrem vil opsige dig, kan du altid få hjælp og sparring fra din tillidsrepræsentant eller sekretariatet. Vi kan som din faglige repræsentant gå i dialog med arbejdsgiver om flere ting, fx:

  • Er sagen ordentlig belyst? Har man også hørt din side af den?
  • Er der belæg for sanktionen?
  • Har arbejdsgiver gjort tilstrækkeligt for at forebygge situationen?

Hvis der bliver tale om en decideret opsigelse, kan vi desuden hjælpe med:

  • At sikre en ordentlig partshøring
  • At forhandle vilkår for afskedigelsen


Desværre er det ikke altid, at sager om krænkelser behandles, som her beskrevet. Derfor har Overlægeforeningen været i dialog med Danske Regioner – som arbejdsgiverpart – om, at det er spillereglerne her, der skal følges.

Alle skal tilbydes bistand i personalesager. I Overlægeforeningen rådgiver og hjælper vi både medlemmer, der har været udsat for krænkelser, og som er blevet opfattet som krænkende af andre. Du kan kontakte din lokale tillidsrepræsentant eller sekretariatet på 35448408.