Gå til indhold

Gruppelivsforsikring

Du kan sikre dine nærmeste pårørende i tilfælde af din død med en gruppelivsforsikring. Forsikringen giver dig også ret til at få udbetalt en sum ved visse kritiske sygdomme. Du kan vælge mellem 5 moduler alt efter dit behov, og forsikringen gælder til udgangen af det kalenderår, du fylder 70 år.

Hvem kan tegne en gruppelivsforsikring?

Du kan ansøge om en gruppelivsforsikring, hvis du enten;

  • Er medlem af Lægeforeningen
  • Er ægtefælle eller samlever til et medlem af Lægeforeningen
  • Har pensionsordning eller konto hos Lægernes Pension & Bank (dog kun modul 1 eller 2)

Sådan bliver du optaget i Lægeforeningens gruppelivsordning

For at blive optaget i Lægeforeningens gruppelivsordning skal Forenede Gruppeliv godkende dine helbredsforhold. Derfor skal du ansøge om at blive optaget i gruppelivsordningen. Ansøg om optagelse i gruppelivsordningen her.
Når du har sendt din ansøgning, vil du modtage et link pr. mail til en helbredserklæring, som du skal udfylde. Når din ansøgning er godkendt, sender vi en kopi af dit policedokument til dig pr. mail.

Sådan ændrer du din nuværende forsikringsordning

Ønsker du at skifte modul eller foretage andre ændringer i din nuværende ordning, kan du gøre det her.

Udbetaling ved dødsfald

Ved dødsfald vil forsikringssummen blive udbetalt af Forenede Gruppeliv til dine nærmeste pårørende. Det er i prioriteret rækkefølge: din ægtefælle, samlever, livsarvinger, arvinger ifølge testamente eller arvinger ifølge loven.

Dødsfaldet skal meldes til Lægeforeningens Medlemsservice via gruppeliv@dadl.dk.

Udbetaling til en anden end nærmeste pårørende

Hvis du ønsker at begunstige en anden end nærmeste pårørende, kan du ændre det ved at logge ind på Mit Gruppeliv.

Bemærk, at hvis du tidligere har ændret begunstiget til andre end nærmeste pårørende, er dette pr. 1. april 2013 blevet ændret tilbage til nærmeste pårørende, med mindre du har givet anden besked til Forenede Gruppeliv.

Udbetaling ved kritisk sygdom

Gruppelivsforsikringen dækker også ved visse kritiske sygdomme. 
Læs mere og ansøg om udbetaling ved kritisk sygdom her.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til Lægeforeningens gruppelivsordning, kan du kontakte medlemsservice på tlf. 3544 8323 eller mail gruppeliv@dadl.dk.