Kunstig intelligens: Fra potentiale til praksis
AI er ikke bare endnu et værktøj, men en teknologi, der grundlæggende kan ændre måden, vi arbejder på som læger. Derfor er det vigtigt, at vi selv tager aktiv stilling og er med til at forme, hvordan AI bruges i sundhedsvæsenet. På dette medlemsmøde sætter Lægeforeningen Nordjylland netop fokus på, hvordan kunstig intelligens allerede nu påvirker den kliniske hverdag, og hvilken betydning den kan få for lægefagligheden fremover.
Forestil dig en kollega, der aldrig bliver træt. En kollega, der på få sekunder kan gennemgå patientjournalen, skabe overblik i komplekse forløb og hjælpe dig med dokumentation.
Det lyder måske for godt til at være sandt. Men det er netop nogle af de “superkompetencer”, som forskellige AI-løsninger allerede tilbyder.
For læger giver den kunstige intelligens gode muligheder. Vi kan få bedre beslutningsstøtte, mindre administration og mere tid til patienterne. Men udviklingen rejser også vigtige spørgsmål om ansvar, kvalitet og etik.
Til medlemsmødet vil der være oplæg fra lægekollegager, der deler deres konkrete erfaringer med AI i hverdagen. Sammen dykker vi ned i både potentialer og faldgruber og tager hul på centrale spørgsmål som:
Hvordan kan AI styrke klinisk praksis?
Hvor går grænserne for, hvad vi bør bruge det til?
Hvordan sikrer vi patientsikkerhed, transparens og faglig kvalitet?
Og hvordan bruger vi AI som redskab - uden at gå på kompromis med lægefagligheden?
Oplægsholdere
Der vil være en række lægefaglige oplægsholdere i løbet af aftenen, som vil fortælle om erfaringer med AI-løsninger. Derudover får vi også besøg af IT-direktør i Region Nordjylland, som vil fortælle om Region Nordjyllands forventninger til den kunstige intelligens.
Niels Svaneborg, cheflæge på Ældremedicinsk afsnit på Regionshospital Nordjylland
Melene Møller, IT-direktør. Ansvarlig for Region Nordjyllands AI-vision og strategi
Program og praktik
Vi åbner dørene kl. 16.30, hvor der serveres kaffe og kage.
kl. 17.00 går de faglige oplæg og drøftelser af AI i gang.
kl. 18.45 uddeles den nyoprettede Kollegialitetspris. Prisen gives til en nordjysk læge, der har ydet en særlig indsats for kollegialiteten i den nordjyske lægestand.
kl. 19.00 afsluttes aftenen med hyggeligt samvær og middag, hvor der serveres tapas til alle deltagere.
Grundet kamerahold i auditorium skal vi gøre opmærksom på, du ved tilmelding af fysisk tilstedeværelse dermed giver tilladelse til at blive filmet, og muligvis vil fremkomme på optagelserne, der vil blive uploadet på laeger.dk.