Virtuel deltagelse - FPL medlemsmøde Pragmatiske randomiserede undersøgelser - herunder af vacciner
Pragmatiske randomiserede undersøgelser - herunder af vacciner
v/ professor Tor Biering-Sørensen
Hvordan laver vi kliniske studier, der ikke bare er metodisk stærke – men også relevante for den virkelighed, de skal bruges i?
Der sættes fokus på pragmatiske randomiserede studier – og på, hvordan Danmarks unikke sundhedsregistre kan være med til at revolutionere måden, vi gennemfører klinisk forskning i stor skala på, og samtidig undersøge effekten af behandlinger og interventioner under forhold, der er tæt på den virkelige kliniske hverdag.. Tor Biering-Sørensen har selv været med til at udvikle og gennemføre store pragmatiske randomiserede studier, hvor lodtrækning kombineres med data fra de landsdækkende danske sundhedsregistre.
Blandt andet har DANFLU-2 vist, hvordan et stort randomiseret forsøg kan integreres i den almindelige danske influenzavaccination og følges gennem eksisterende registerdata. Foredraget vil beskrive, hvordan denne tilgang kan give svar på spørgsmål, som traditionelle kliniske forsøg ikke nødvendigvis kan besvare – eksempelvis om vaccination reelt forebygger indlæggelser, alvorlig sygdom og død i den almindelige befolkning. Samtidig vil han komme ind på de metodiske muligheder og udfordringer ved pragmatiske forsøg, herunder rekruttering, randomisering, valg af klinisk relevante endepunkter og brugen af registerdata.
De danske erfaringer og muligheder for at gennemføre store, praksisnære randomiserede vaccineforsøg kan resultere i, at der frembringes evidens, der kan understøtte fremtidige vaccinationsprogrammer og sundhedspolitiske beslutninger.