HIV og hepatitis B og C
Hør historien om HIV fra dødsdom til håb om helbredelse og om hepatitis B og C fra kurativ behandling til jagten på en kur. Bliv klogere på de medicinske gennembrud, den aktuelle forskning og de globale udfordringer i kampen mod virussygdomme
Oplægsholdere: Ole Schmeltz Søgaard, MD, PhD, professor Afdeling for Infektionssygdomme Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet og Thomas Aagaard Rasmussen, Ledende overlæge, Lektor, PHD, DTM Aarhus Universitetshospital, og Aarhus Universitet Afdelingen for Infektionssygdomme.
Første del tager os med på rejsen fra virussets oprindelse blandt primater i Afrika til en af det 20. århundredes største globale epidemier. Vi ser tilbage på 1980'erne, hvor infektionen førte til alvorligt immunsvigt, og dykker ned i den medicinske revolution, der har ændret HIV til en kronisk infektion. I dag lever velbehandlede personer et næsten normalt liv og smitter ikke seksuelt, når virus er fuldt supprimeret. Oplægsholderne giver et indblik i den nyeste forskning i immunterapi, der skal overvinde det latente virusreservoir og føre til en reel kur. Afslutningsvis sættes HIV ind i en aktuel politisk kontekst, hvor international solidaritet har sikret behandling til millioner, men hvor indsatsen nu er presset af globale konflikter og faldende finansiering.
Anden del tager udgangspunkt i det markante gennembrud inden for behandlingen af hepatitis C med udviklingen af moderne antiviral medicin (DAA). Vi ser nærmere på, hvordan introduktionen af denne medicin på få årtier har ændret hepatitis C til en infektion, der i langt de fleste tilfælde kan kureres fuldstændigt med et kortvarigt forløb, og hvad det har betydet for folkesundheden. Herefter rettes fokus mod hepatitis B, hvor udviklingen af en kur er betydeligt mere kompleks. Oplægget gennemgår virussets evne til at gemme sig i levercellerne og de mekanismer, der gør det svært for kroppens eget immunforsvar at få kontrol over infektionen. Afslutningsvis præsenteres de nyeste, lovende strategier inden for forskningen, og de fremskridt der aktuelt gøres for at opnå en reel kur mod hepatitis B.
Grundet kamerahold i auditoriet skal vi gøre opmærksom på, du ved tilmelding af fysisk tilstedeværelse dermed giver tilladelse til at blive filmet, og muligvis vil fremkomme på optagelserne, der vil blive uploadet på laeger.dk.
Vi serverer kaffe og kage fra kl. 16.30 - 17.00 og smørrebrød fra kl. 18.30.
Du kan tilmelde dig det virtuelle møde her LINK