Gå til indhold

Alle bør have en fast praktiserende læge

Nyhed PLO

Debat: Esben Iversen skriver i en kronik i Midtjyllands Avis (20. november) om sit mål med at få praktiserende læger til alle egne af landet. Det er en ambition, som jeg deler til fulde, skriver formand for PLO Jørgen Skadborg. 

Af Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO


Det, at vi har vores egen læge, som vi kender og har tillid til, har nemlig en konkret positiv betydning for menneskers helbred. En ny, stor norsk undersøgelse dokumenterer ligefrem øget overlevelse og færre indlæggelser, hvis patienten har en fast læge.


Desværre er vi ikke nok praktiserende læger, og derfor har alle danskere i dag ikke en fast læge.


Problemet er landsdækkende, men er generelt størst, jo længere vi kommer væk fra de store byer.


Esben Iversen kritiserer PLO for at være medskyldig i dette. Det er jeg meget uenig i. For PLO har i årevis forsøgt at gøre opmærksom på lægemanglen, og det er ikke mindst efter pres fra PLO, at man nu omsider er begyndt at uddanne flere praktiserende læger end nogensinde før.


Det er vi glade for.


Jeg tror på, at når vi har uddannet tilstrækkeligt mange praktiserende læger, så vil det også være flere læger, der søger til de egne af landet, hvor lægemanglen i dag er størst.



Ovenstående indlæg blev bragt den 26. november 2021 i Midtjyllands Avis