Fakta om det nære sundhedsvæsen
Jeg er glad for, at der fra Monika Rubin og Moderaterne er opbakning til den danske model for almen praksis med egen læge som patienternes indgang til sundhedsvæsenet. Det er et system, der har tjent det danske samfund godt, både fordi det sikrer høj kvalitet og er billigt og effektivt, skriver PLO’s formand i debatindlæg.
Af Jørgen Skadborg
Formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO)
Før jul blev der bragt et indlæg i JP fra sundhedsordfører Monika Rubin fra Moderaterne, der kritiserede, at Danske Regioner vil lave grundlæggende om på den danske model for almen praksis, hvor borgerne har deres egen faste læge. Hun peger bl.a. på, at regionerne kunne have gjort mere for at udvikle almen praksis i løbet af deres 17-årige levetid.
Tal er taknemmelige, og det må være derfor, regionerne vælger 2017 som udgangspunktet, selv om de har haft ansvaret for det nære sundhedsvæsen siden 2007. Så her er en række oplysninger om, hvordan det nære sundhedsvæsen har udviklet sig i den periode, hvor regionerne har haft ansvaret:
Der er i dag 71 færre alment praktiserende læger i Danmark end ved regionernes fødsel i 2007 – et fald på 2 pct. Der er i samme periode kommet 6.417 flere hospitalslæger, en stigning på 48 pct.
Der er i dag 71 færre alment praktiserende læger i Danmark end ved regionernes fødsel i 2007 – et fald på 2 pct.
Siden 2007 har regionerne investeret ca. 80 pct. mere i hospitalsvæsenet end i almen praksis: Udgifterne i hospitalsvæsenet er steget med 33,4 pct. i forhold til 18,5 pct. i almen praksis.
Danmark anvender en markant større andel af de samlede sundhedsudgifter på hospitalsvæsenet end andre lande i vores del af verden; 45 pct. mod et gennemsnit på ca. 34 pct. for sammenlignelige lande.
Og så er det lige det med 2017. Måske regionerne har valgt det år, fordi det her blev aftalt at flytte en række behandlinger af blandt andet KOL-, diabetes- og cancerpatienter fra hospitalerne til almen praksis. For den udflytning af opgaverne er en væsentlig del af forklaringen på, at stigningen i udgifterne til almen praksis i den periode oversteg udgifterne til sygehusene.
Pernelle Jensen skiver også, at tilgængeligheden til egen læge ikke er god nok, og derfor mener hun, det er en god idé, at den direkte adgang til egen læge suppleres med en slags national 1813-ordning.
Jeg er helt enig i, at vi skal arbejde for en bedre tilgængelighed til egen læge. Det er en af grundene til, at vi har brug for at øge antallet af praktiserende læger, sådan at vi som aftalt i Folketinget bliver 5.000 praktiserende læger i 2035. Men det er mig en gåde, hvorfor vi skal bemande to indgange på samme tid i stedet for at forbedre tilgængeligheden til borgernes egen læge, som de kender og er trygge ved.
Det er jo ikke, fordi vi har en overflod af praktiserende læger, som ikke ved, hvad de skal lave. Tværtimod. Og de læger, som der forhåbentlig kommer flere af i de kommende år, bør først og fremmest bruges til at få bugt med den massive mangel på praktiserende læger rundt omkring i landet, så alle har adgang til deres egen læge. Det må være en grundlæggende forudsætning for udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
I den forbindelse er det tankevækkende, at regionerne flirter med tanken om, at almen praksis i lægedækningstruede områder skal styrkes ved at flytte de sparsomme ressourcer ind på de i forvejen stærkt centraliserede sygehuse. Det vil givetvis styrke det almenmedicinske område på sygehusene, men en del af det “nære” sundhedsvæsen bliver det i sagens natur ikke.
Jeg er glad for, at der fra Monika Rubin og Moderaterne er opbakning til den danske model for almen praksis med egen læge som patienternes indgang til sundhedsvæsenet. Det er et system, der har tjent det danske samfund godt, både fordi det sikrer høj kvalitet og er billigt og effektivt. Faktisk kommer det bag på et stort antal danskere, at adgangen til egen læge ikke koster mere end 1.540 kr. årligt for hver borger. Det er trist, at regionerne, i stedet for at glæde sig over denne succeshistorie, vil nedbryde vores gode danske model for almen praksis.