Hvorfor er det bedst for patienterne og samfundet, at alle har en fast praktiserende læge?

Af Jørgen Skadborg og Mireille Lacroix  (hhv. formand og næstformand for Praktiserende Lægers Organisation)

En ny, norsk undersøgelse viser, at en fast praktiserende læge er forbundet med lavere dødelighed, færre akutte hospitalsindlæggelser og mindre brug af lægevagten. 

Jo længere tid, lægen og patienten har kendt hinanden – jo lavere dødelighed og jo færre akutte indlæggelser og lægevagtskontakter. Hvis ”fast læge” var en pille, man kunne ordinere, ville den have en så uhørt stor effekt, at den straks ville blive ordineret til samtlige danskere.

Nu er det nemt at ordinere en pille, men knap så nemt at ordinere en fast læge. Den største udfordring er manglen på praktiserende læger. Lægemanglen medfører, at man for at skabe tilgængelighed af nød satser på en række tilbud, hvor læger arbejder som vikarer, hvilket selvsagt ikke fremmer kontinuiteten. 

Hvorfor er der så stor effekt af en fast læge? Det er ikke raketvidenskab og kan forklares ret nemt ud fra erfaringer fra lægernes dagligdag. Her er fire vigtige faktorer:

Effekten starter før konsultationen. For mange patienter, især de mest sårbare, kan det være en overvindelse at kontakte lægen. Man kan være flov over sit problem eller føle, man er til besvær. Hvis man kender sin læge på forhånd, bliver tærsklen for lægekontakt lavere. Sygdomme bliver dermed diagnosticeret tidligere. 

Under konsultationen bliver der mere tid til at tale med patienten om det aktuelle, når lægen kender sygehistorien i forvejen. Patienten får dermed mere tid til at komme med nye oplysninger, og der er mere tid til at tale om evt. ny behandling og komme rundt om detaljer. 

Det er nemmere for lægen at vurdere patienten. Unge mennesker med forkølelser er som regel nemme at vurdere, men ældre patienter eller patienter med kroniske sygdomme er ofte kronisk svækkede, og dermed skal lægen være opmærksom på nuancer i tilstanden. Nytilkomne fund er nemmere at vurdere, når man kender det ”normale”. En læge, der er usikker på sine fund, vil sende flere på hospitalet. 

En patient, der har kendt sin læge i længere tid, vil have større tryghed ved og tillid til lægen. Tillid er af stor betydning for, om man gennemfører den givne behandling, hvad enten det er creme mod bumser eller fx besværlig genoptræning af en hofte med gigt. Samtidig er det nemmere for lægen i samarbejde med patienten at tilrettelægge den behandling, der passer bedst netop for den patient.  

Patienter, der ikke kender deres læge, vil være mere tilbøjelige til at ønske straks at blive set af en speciallæge eller blive henvist til sygehus og operationer. Dette vil hyppigt være mindre optimalt for patienten, og det vil altid fordyre forløbet.  

Samlet kan man konstatere, at en fast læge kan spare samfundet mange penge og forebygge unødvendig belastning af patienterne. Der skabes simpelthen mere sundhed for pengene. 

Nogle har en tendens til at fokusere på ”en hurtig tid – helst samme dag”. Det er selvfølgelig dejligt, at man kan komme hurtigt til, men hvor mange ville ønske det, hvis prisen er flere akutte indlæggelser, flere kontakter med lægtevagten og i sidste ende højere dødelighed?

Patienterne skal ikke være kastebolde i et spil mellem hurtig adgang og den bedste behandling. De skal have begge dele – de skal kunne vælge en hurtig tid hos en fast læge. Men det forudsætter, at der bliver flere praktiserende læger. Det er den eneste løsning, som både samfundet og patienterne vinder ved på sigt. 

Derfor er det nødvendigt, at man planlægger langsigtet og ser på, hvilken primærsektor man ønsker sig, når der om ti år er læger nok. I øjeblikket skabes der mange nødløsninger med vikarklinikker, som nok skaber tilgængelighed, men ikke kontinuitet. Hvis man ikke tænker sig godt om, risikerer nødløsningerne at blive permanente, og det kan blive en fremtid, der er dyr for samfundet og skidt for patienterne.