Gå til indhold

Lægers stress og travlhed påvirker behandlingskvaliteten

Nyhed Yngre Læger

Næsten hver 3. læge har ikke tid nok til deres arbejdsopgaver, og hver 4. føler sig påvirket af arbejdsrelateret stress. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Yngre Læger, der også viser, at travlhed og stress påvirker lægernes oplevelse afbehandlingskvaliteten i negativ retning. Dårligt arbejdsmiljø har ganske enkelt betydning for kvaliteten for patienterne, advarer Yngre Læger.

Selvom lægers travlhed og arbejdspres i årevis er blevet dokumenteret, oplever næsten hver 4. læge med patientkontakt (23 procent) stadig, at deres dagligdag i høj grad eller meget høj grad er påvirket af arbejdsbetinget stress.

Hertil kommer, at 40 procent svarer, at de i nogen grad oplever stress i deres dagligdag. 9 ud af 10 læger med patientkontakt har den sidste måned oplevet at være for få ansatte i forhold til opgaverne, ligesom 30 procent af lægerne aldrig eller i lav grad har tid nok til deres arbejdsopgaver.

Resultaterne af undersøgelsen bør få alarmklokkerne til at ringe hos politikere og arbejdsgivere, mener Yngre Lægers forperson, Helga Schultz.

”Det er meget bekymrende, at læger i den grad oplever, at arbejdstempoet og presset er så stort, at det hos næsten en fjerdedel opleves som stress. For ingen bør blive syge af at gå på arbejde. Stress er farlig for den enkelte læge, men kan også indirekte få betydning for lægens patienter og på sigt for sundhedsvæsenet som sådan,” siger Helga Schultz.

Påvirker også patienterne

Lægernes travlhed og stress rammer ikke kun lægerne selv. Undersøgelsen fra Yngre Læger påviser nemlig, at der er sammenhæng mellem lægernes oplevelse af travlhed og stress og deres oplevelse af den behandlingskvalitet, patienterne får. 

30 procent af de læger, der ikke har tid nok til deres arbejdsopgaver, mener, at der i høj grad eller meget høj grad er problemer med behandlingskvaliteten. Det gælder kun for 1 procent af de læger, der har tid nok. 

”Der er ingen tvivl om, at tid og kvalitet hænger uløseligt sammen. Når man som læge må skynde sig fra én syg patient til den næste uden at have afsluttet sin opgave, risikerer vi, at det går ud over den kvalitet, man kan tilbyde patienterne. Travlhed og stress er omhyggelighedens og nærværets værste fjende,” siger Helga Schultz.

Råbt op igen og igen

”Det er frustrerende, at vi er nødt til at råbe op om det igen og igen. Det er jo ikke første gang, vi har råbt vagt i gevær. Lokalt bliver der sendt bekymringsskrivelse efter bekymringsskrivelse til ledelserne om, at lægers travlhed går ud over patienterne. Og det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har flere gange placeret læger som den mest stressede faggruppe i Danmark. Men hvor mange gange skal vi dokumentere, at læger risikerer at give en mindre god behandling, når deres arbejdsmiljø er dårligt, før politikere og arbejdsgivere lytter?” 

Yngre Lægers undersøgelse viser desuden, at læger med mest overarbejde, oftere er påvirket af arbejdsrelateret stress, ligesom undersøgelsen også påviser, at læger, der oplever at være stressede, oftere har sygedage end læger, der ikke er stressede.

”Vi kan ikke blive ved med at løbe hurtigere. Svaret på alt synes lige nu at være, at vi blot skal tage flere ekstra vagter. Men vi fodrer hunden med dens egen hale, hvis det betyder, at endnu flere så bliver stressede. Det er ikke løsningen på den lange bane,” siger Helga Schultz.

Knapt 4000 uddannelseslæger og speciallæger har deltaget i Yngre Lægers undersøgelse