Sundhedsstrukturdebatten handler for meget om styring – og alt for lidt om det fremtidige samarbejde

Af Peder Reistad, formand PLO-Hovedstaden

Sundhedsstrukturkommissionen er godt i gang med sit arbejde. Men alene det, at kommissionen er nedsat, har givet anledning til den største magtkamp i mands minde i sundhedsvæsenet. Og dette bare godt halvandet år efter den sidste reform af strukturen, med etableringen af de 22 sundhedsklynger.

Jeg er enig i, at der skal ske noget i sundhedsvæsenet, men det, der er behov for, er ikke en magtkamp.

Vi har i dag et sundhedssystem, hvor der er (mindst) tre meget forskellige aktører; hospitaler, kommuner og almen praksis, med hver deres fordele og ulemper, som lever side om side.

Overordnet er der dog sammenfald i de tre sektorers intentioner. Alle tre parter har ønske om autonomi. Alle tre parter ønsker ”mere” leveret i eller for - egen sektor. Alle tre parter ønsker, at det bliver bedre for borgerne. Men de tre systemer er meget forskellige og er meget forskelligt drevet.

Så hvordan skal man så sikre det bedste for patienterne?

I min erfaring fra Hovedstaden er der kun én vej til at lykkes - samarbejde! Det er ikke et spørgsmål om struktur, magt, enerådighed eller klynger. Det er evnen til at kunne samarbejde på tværs af myndigheder, struktur, magt og økonomi.

De nuværende sundhedsklynger havde deres udspring og inspiration fra Randersklyngen, hvor alle parter lykkedes med at se på tværs – på tværs af magt økonomi og siloer. Det var det, der skulle være udgangspunktet for de nye sundhedsklynger.

Også i klyngen om Sygehus Lillebælt er der kommet – og kommer fortsat – mange gode resultater, og her er det også, fordi der ses på tværs af sektorer.

I Hovedstaden er vi gået fra en udfordret tid i begyndelsen af 2010’erne til, at alle parter nu ønsker et godt og ligeværdigt samarbejde.

Nuvel, det lykkes ikke hver gang – men vi gør vores bedste – også når det er svært.

Vi har de seneste år leveret flere gode resultater, som enten allerede er blevet spredt ud til hele landet, eller som snarligt bliver en realitet.

Lad mig komme med tre eksempler: Det første er plejecenterlæger. Ideen blev hurtigt en succes, og Københavns Kommunes satsning på området med en økonomisk saltvandsindsprøjtning gav meget hurtige resultater, og alle plejecentre fik hurtigt en plejecenterlæge – i dag er 90 pct. af alle landets plejecentre dækket af plejecenterlæger.

Det andet er 72 timers behandlingsansvar – hvor hospitalet beholder ansvaret for de mest sårbare borgere de første 72 timer efter udskrivelse. Ideen kom som et ønske fra almen praksis. Men med hovedstadskommunerne som fødselshjælper og regionen som moder blev det realiseret, og det er nu ved at blive implementeret i hele landet.

Og det tredje er fast læge tilknyttet bosteder – noget, som pt. er i gang i Hovedstaden, og som der fremadrettet vil skulle satses på, og som alle parter er interesseret i bliver en succes. 

Nogle vil måske indvende, at Hovedstaden er stor og har mange ressourcer, så derfor kan ting lykkes. Min påstand er – nej – det er ikke nemt i Hovedstaden, med eller uden ressourcer. Faktisk viser studier typisk, at de mindre enheder (som Sygehus Lillebælt og Randersklyngen) er bedst til samarbejde, men det er alligevel lykkedes i Hovedstaden i disse projekter - fordi vi samarbejder og nytænker sammen.

Samarbejdet er helt uundværligt i dagligdagen, fordi vi trods forskellighed er hinandens forudsætninger. Vi kan ikke løse problemerne i fremtiden uden hinanden, og at skyde skylden på de andre er som at skyde sig selv i foden.

I min hverdag går jeg til rigtigt mange møder i tværsektorielle udvalg – gerne med lange udvalgstitler og sagsgange - og masser af bilaterale møder med borgmestre, regionsrådsmedlemmer, udvalgsformænd og embedsmænd. Det er, fordi vi samarbejder, og fordi vi prioriterer at samarbejde, at projekter lykkes over tid.

Det handler ikke kun om ressourcer – det handler om at investere i ligeværd og i relationer. 

Men man kommer naturligvis ikke i mål på tre projekter og et godt samarbejde i en region. Man kommer heller ikke i mål efter kun halvandet år med sundhedsklynger.

Men helt sikkert kommer man aldrig i gang med noget fornuftigt midt i magtkampe og ønsker om dominans over andre sektorer i sundhedsvæsenet. Derfor er problemet, uagtet om vi har regioner, sundhedsklynger eller noget helt tredje, hvis man tror, at man kan ”stampe” løsninger igennem, og at der kommer noget godt ud i den anden ende.

Christiansborg og ”beslutningsdanmark” må holde op med at tænke, at varig succesfuld eksekvering af beslutninger kun lykkes, hvis der skabes dominans i relationerne. Tværtimod kommer succes altid dér, hvor der findes kompromiser på tværs, med respekt for andres faglighed og livssyn, og hvor man lytter til – og ikke på hinanden. Dér, hvor man tør skabe incitamenter for alle parter, og tør - fra tid til anden - at give mere, end man får, på et område, for til gængæld at få mere, end man giver, på et andet. Men strukturerne er alt for dårligt sat op til de incitamenter.

Når det nu er en bunden opgave at finde en ny struktur for sundhedsvæsenet, skal man for det første bygge på det gode, der er i de nuværende strukturer: En privat drevet almen praksis hvor man reelt styrer efter økonomi – men hvor man anerkender, at nye opgaver, langt flere kronisk syge, samarbejde og tovholderfunktioner tager tid og kræver flere praktiserende læger. Et offentligt sygehusvæsen i verdensklasse, men hvor man belønnes for at prioritere at se udad, og kommunale institutioner, hvor der sikres de varme hænder – og den rette ekspertise til at forebygge dyre indlæggelser.

Men frem for alt handler det om politisk og fagligt ligeværd. Det handler om at anerkende andre og deres position og ønsker. Det handler om, at alle får noget ud af det, vi gør – frem for at tænke i siloer.

I min optik har den ældre borger, som falder imellem stolene i sundhedsvæsenet, ikke behov for Christiansborgpolitik og nye magtkampe. Hun har behov for, at almen praksis, kommune og hospitalet ønsker at arbejde sammen om hendes udfordringer. Samarbejde og tillid skabes ikke af reformer og nye ”effektive systemer”, eller tvang om underkastelse eller lukning af sektorer - men af gensidig respekt, tillid samt reelle ønsker om at gøre det rigtige – og så endeligt flere økonomiske og politiske incitamenter til samarbejde.

Så slip nu tanken om magt og styring og dominans. Men sigt efter ligeværd og incitamenter til samarbejde, og se borgerne og aktørerne og deres forskellighed i sundhedsvæsenet som ressourcer. Se på incitamenter til samarbejde og et fælles ansvar for fremtidens sundhedsvæsen, hvor alle tre aktører er ”bundet til masten” for et samlet sundhedsvæsen. For det er helt grundlæggende min erfaring – lige meget, hvem jeg taler med - at vi alle vil det bedste for patienterne.

Kronikken har været bragt i Sundhedsmonitor den 8. februar.