Gå til indhold

Vi har lige adgang til sundhedsvæsenet i Danmark… I hvert fald på papiret!

Nyhed PLO

PLO-Sjælland formand Camilla Høegh-Guldberg varmer op til konference med fokus på fastholdelse og rekruttering af praktiserende læger til Region Sjælland.

Indlægget er bragt i Sjællandske Medier 7. juni 2023. 

Ovenstående overskrift er lånt fra et opslag på et socialt medie af Region Sjællands nytiltrådte regionsdirektør Annemarie Zacho-Broe, hvor hun fortsætter: ”Virkeligheden er, at ikke alle har lige adgang til en praktiserende læge tæt på, hvor de bor”. Jeg kunne tilføje: ”- eller en speciallæge, psykolog, fysioterapeut eller fodterapeut – altså alle aktører i praksissektoren - tæt på, hvor de bor”. Men jeg er grundlæggende enig i regionsdirektørens beskrivelse af den kolossale betydning, det har for patienterne. Både i deres afstand til disse tilbud, men også for den skævhed, der opstår, når mindre syge optager sygehusressourcer tiltænkt de alvorligt syge, fordi ting, der burde være håndteret i praksissektoren, skubbes videre til sygehusene grundet manglende tilbud inden for acceptabel afstand eller ventetid.

Region Sjælland har afgivet 12 løfter til borgerne, og regionsdirektøren bebuder, at der skal arbejdes på mange fronter på samme tid for at vende udviklingen. PLO-Sjælland kunne ikke være mere enig – det er i 11. time, at udviklingen skal vendes, at ilden på den brændende platform forårsaget af lægemangel i almen praksis skal slukkes, og at patienterne i Region Sjælland skal opleve, at også DE har lige adgang til sundhedsvæsenet. 

Fronter er der nok af, men de to vigtigste er:

Rekruttering, som på den lange bane kræver en regional lægeuddannelse. Ingen tvivl om det. Men på kort sigt er det nødvendigt med tiltag og tillæg, der kan tilskynde unge læger til at flytte væk fra København, hvor de ofte har slået rødder og stiftet familie under uddannelsen. Det skal synliggøres, hvad Region Sjælland kan byde på uddannelsesmæssigt, familiemæssigt, boligmæssigt og økonomisk. Kampagner med fine videoer og podcast kan ikke stå alene, når 2/3 af uddannelsesstillingerne står gabende tomme med deraf følgende lægemangel i almen praksis, men også på de mange sygehusafdelinger, der deltager i speciallægeuddannelsen. Der skal konkret indhold i rekrutteringskampagnen - og der skal findes økonomi til det indhold, selv om stramme sundhedsbudgetter ikke tager højde for regionale uligheder og udfordringer.

Fastholdelse, som på den lange bane kræver arbejdsglæde, ordentligt arbejdsmiljø med respekt for faglighed og et godt tværsektorielt samarbejde med kommuner, sygehuse og den øvrige praksissektor - samt ikke mindst afbureaukratisering med mindre papirarbejde og mere tid til patienterne. På papiret en simpel opskrift, der imidlertid ikke er så nem at følge, når et faldende antal læger med stigende alder fortsat skal varetage ca. 5,6 millioner kontakter årligt i Region Sjælland. Samtidig med, at kontakterne bliver mere og mere komplicerede, og mulighederne for at viderehenvise patienter ofte er begrænset – enten grundet ventetid eller stor fysisk afstand. Og samtidig skal almen praksis have overskud til at vedligeholde fødekæden ved at uddanne de medicinstuderende og yngre læger, der skal sikre et fortsat sundhedstilbud til Region Sjællands borgere i fremtiden. Opskriften er således i virkeligheden kompliceret med mange ingredienser!
Forandringer i sundhedsvæsenet kræver politisk ledelse og prioritering. Det tror jeg efterhånden, der er bred enighed om. Samtidig har jeg set regionsdirektør Annemarie Zacho-Bro udtale: ”Men vi er mange, der er nødt til at tage vores del af ansvaret på os og reelt tage ledelse på det, vi står med”. 

PLO-Sjælland har også valgt at tage ansvaret på sig for at bidrage til at vende udviklingen og via en styrket praksissektor hjælpe med at mindske uligheden i sundhed i Region Sjælland. PLO-Sjælland har således taget initiativ til at samle de regionale interessenter til en konference den 13.juni for at belyse, hvordan en stærk praksissektor kan spille bedre sammen, kan styrke det nære sundhedsvæsen og kan medvirke til at skabe mindre ulighed i sundhed. 

Vi håber, at vi med dette initiativ kan udvikle nye tanker og ideer til, hvordan vi kan og bør indrette vores fremtidige sundhedsvæsen – og at politikerne vil lade sig inspirere og derefter udvise politisk ledelse, foretage prioriteringer og tage ansvaret for ændringer, så patienterne i Region Sjælland ikke kun på papiret, men også i virkeligheden kan få lige adgang til sundhedsvæsenet!

Læs mere om konferencen her - hvor relevante aktører er inviteret til at debattere og holde oplæg.