Læger: Regeringen bør presse på for overholdelse af den humanitære folkeret
Lægeforeningen er forfærdet over forholdene for patienter og sundhedsprofessionelle i konflikten mellem Israel og Hamas og opfordrer til den danske regering til at presse på for, at de internationale konventioner overholdes. Beskyttelsen af civile, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere skal sikres.
De voldsomme begivenheder de seneste døgn understreger vigtigheden af, at så mange lande og internationale aktører som muligt lægger pres på krigens parter for at overholde gældende internationale love og regler.
”Læger og andet sundhedspersonale risikerer livet for at yde livreddende behandling til de mange ofre. Hospitaler og klinikker mangler udstyr, medicin, vand og meget andet. Derfor opfordrer Lægeforeningen på kraftigste den danske regering til at slå fast, at den humanitære folkeret – herunder Genève-konventionerne - skal overholdes af alle parter”, understreger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.
”Vi kan som samfund ikke se til fra sidelinjen, mens den humanitære katastrofe udspiller sig. Det er helt afgørende, at sundhedspersonale ikke er mål i konflikten, og at de har muligheder for at behandle tilskadekomne og syge”, tilføjer hun.
Verdenslægeforeningen har også reageret og i en erklæring opfordret alle parter involveret i konflikten til:
- Ikke at bruge sundhedsfaciliteter som militærbaser eller depoter, og ej heller at angribe sundhedsfaciliteter og -køretøjer.
- At give sundhedspersonale mulighed for at behandle alle patienter med menneskelighed og i overensstemmelse med de etiske værdier i deres erhverv.
- At etablere humanitære korridorer for at sikre leveringer af sundhedsudstyr og humanitære forsyninger, der er nødvendige i Gaza.