Almen praksis står ved et vendepunkt
PLO’s formand, Jørgen Skadborg, ser sundhedsreformen som begyndelsen på en ny æra for almen praksis – en tid med store forandringer, men også nye muligheder, som kræver både mod og fælles retning. Det sagde han i sin mundtlige beretning ved PLO’s repræsentantskabsmøde lørdag i Aarhus.

PLO’s formand Jørgen Skadborg brugte sin tale på at sætte fokus på de forandringer, som sundhedsreformen fører med sig.
Han understregede, at vi med sundhedsreformen har fået en vision, der skal styrke det nære sundhedsvæsen og give mere tid til de mest syge og sårbare patienter.
Med reformen har vi dog også fået en ny virkelighed, hvor forandringerne står i kø.
Jørgen Skadborg understregede derfor behovet for, at både PLO og de praktiserende læger er villige til at tilpasse sig og tænke nyt. Hvis almen praksis fortsat skal spille en central rolle i sundhedsvæsenet, kræver det nytænkning – både hvad angår klinikdrift, samarbejde og udvikling af nye tilbud til borgerne.
Formanden sluttede af med at understrege, at midt i alt det nye er der én ting, der ikke skal forandres: Kerneværdierne i almen praksis.
”Vi er her for patienterne – for at give hver eneste patient tryghed, kontinuitet og behandling af høj kvalitet i deres nærområde. Det må aldrig ændre sig. Og ingen kan tage disse kerneværdier fra os, hvis vi værner om dem og samtidig fornyer os,” sagde Jørgen Skadborg.