Andreas Jull Sørensen er ny direktør for Foreningen af Speciallæger
Foreningen af Speciallæger (FAS) får en erfaren leder med indsigt og strategisk overblik, når Andreas Jull Sørensen tiltræder som ny direktør. Andreas Jull Sørensen kommer fra en stilling som afdelingschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Han afløser Kasper Axel Nielsen, der går på pension.

”Andreas Jull Sørensen er en erfaren leder, som vil bidrage med stor indsigt i sundhedsvæsenet og med et strategisk overblik, der vil ruste Foreningen af Speciallæger til de store forandringer, der er på vej i sundhedsvæsenet. Jeg glæder mig meget til samarbejdet,” siger Susanne Wammen, formand for FAS.
Andreas Jull Sørensen er 52 år og uddannet cand. scient. pol. Han har et indgående kendskab til sundhedsvæsenets drift og organisering.
I sin nuværende stilling som afdelingschef har Andreas Jull Sørensen bl.a. haft ansvar for det nære sundhedsvæsen, psykiatrien, forebyggelse og digitalisering, herunder en række af de initiativer til styrkelse af nærhed og sammenhæng i sundhedsvæsenet, som indgår i sundhedsreformen.
”Andreas Jull Sørensen har en indsigt, som vil være med til at styrke FAS’ position i en tid, hvor sundhedsvæsenet er under kraftig forandring. Overlæger, praktiserende speciallæger og alle vores medlemmer skal arbejde på nye måder, og i den omstilling er der brug for at trække på deres viden og ledelsesmæssige erfaring. FAS har et stærkt ønske om at styrke medlemmernes indflydelse og bidrage til et bedre sundhedsvæsen, og det kan Andreas Jull Sørensen i høj grad bidrage til,” siger Susanne Wammen.
Andreas Jull Sørensen tiltræder stillingen som direktør i FAS 1. august 2025.
”Hele sundhedsvæsenet er i fuld gang med en stor og udfordrende omstilling. Det giver overlægerne og de praktiserende speciallæger mulighed for at præge udviklingen og bidrage til, at alle borgere får et bedre sundhedsvæsen. Udviklingen vil stille store krav til os, og jeg glæder mig meget til at bidrage til, at FAS’ medlemmer får den nødvendige indflydelse,” siger Andreas Jull Sørensen.
Kort om Andreas Jull Sørensen
Andreas Jull Sørensen har en lang lederkarriere bag sig i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Han har siden 2021 været afdelingschef i ministeriets 1. afdeling. Forinden var han kontorchef i ministeriets Center for Forebyggelse og Psykiatri.
Andreas Jull Sørensen er opvokset i Aalborg og er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Han er 52 år, gift med Anne Sofie Simonsen og far til Bastian på 19 år og Jacob på 18 år.
Kort om FAS
Foreningen af Speciallæger er en paraplyorganisation, som rummer Overlægeforeningen, Foreningen af Praktiserende Speciallæger og fem andre foreninger. FAS har 9.340 medlemmer, der bl.a. omfatter overlæger, ledende overlæger, cheflæger, praktiserende speciallæger, overlæger i statslige styrelser og institutioner, universitetsprofessorer, kommunallæger, sessionslæger, militærlæger og læger i erhvervslivet. FAS er en af de tre forhandlingsberettigede foreninger i Lægeforeningen.