Gå til indhold

Bjarne Hjaltalin: Bekymringer for patientsikkerheden skal tages alvorligt

Nyhed Overlægeforeningen

Det har sendt rystelser gennem Rigshospitalet og vakt bekymring i sundhedsvæsenet, at tre erfarne, højt specialiserede overlæger fra Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet er stoppet efter indgåelse af fratrædelsesaftaler, mens to andre er rejst.

Når både kirurger, anæstesilæger og operationssygeplejersker rejser alvorlige bekymringer for patientsikkerheden, skal vi lytte og tage det meget alvorligt. Patienterne skal kunne være trygge ved, at de bliver behandlet af personale med den nødvendige erfaring og ekspertise.

Desværre har vi samtidig været vidne til et til tider uskønt og stærkt kritisabelt forløb. Det gælder ikke mindst det lukkede møde i Region Hovedstadens forretningsudvalg, hvor flere politikere efterfølgende fortalte, at Rigshospitalets ledelse havde fremlagt nye og alvorlige oplysninger, der blev opfattet som beskyldninger mod de tre fratrådte læger. 

Det drejede sig blandt andet om mulig eksperimentel kirurgi og mangelfuld information til patienterne. 

Når man har afsluttet personalesager med fratrædelsesaftaler, skal man være særligt omhyggelig med efterfølgende udtalelser, der kan opfattes som nye alvorlige beskyldninger mod de involverede. Ellers efterlades lægerne i en vanskelig situation, hvor de ikke uden videre har mulighed for at forklare eller forsvare sig.

Rigshospitalets ledelse har efterfølgende søgt at præcisere, at oplysningerne om de kirurgiske forløb ikke skal sammenkædes med de tre overlægers fratrædelse. Det er en vigtig afklaring, som jeg hilser velkommen.

Men afklaringen ændrer ikke ved, at forløbet har været uprofessionelt og har bidraget til usikkerhed og mistillid i en allerede vanskelig situation. Nu er der brug for at se fremad og skabe ro omkring afdelingen. De principielle spørgsmål, som sagen har rejst, forsvinder imidlertid ikke med en præcisering.

Sagen handler ikke kun om Rigshospitalet. Jeg hører fra mange medlemmer, at forløbet har skabt bekymring langt ud over hospitalets mure – også for, om man som sundhedsprofessionel trygt kan sige fra, når man ikke kan stå inde for kvaliteten af patientbehandlingen. 

Med lægeløftet har vi som læger forpligtet os til at bruge vores faglighed til patienternes bedste. At rejse faglige bekymringer er ikke illoyalitet. Det er vores ansvar.

Det er helt afgørende for patientsikkerheden og tilliden til sundhedsvæsenet, at vi kan bringe faglige bekymringer op gennem ledelsessystemet og om nødvendigt videre til de politisk ansvarlige.

Derfor har både hospitalsledelser og politikere et ansvar for, at medarbejdernes faglige bekymringer bliver lyttet til, undersøgt og besvaret – også når der er uenighed om den faglige eller organisatoriske retning. Og jeg håber, at Rigshospitalet reelt inddrager medarbejderne i det arbejde og kommer med en konkret plan for at genoprette tilliden både indadtil og udadtil.

På Rigshospitalet ligger der nu en vigtig opgave i at inddrage medarbejderne reelt, følge op på de faglige bekymringer og fremlægge en konkret plan for at genoprette tilliden både indadtil og udadtil.

I Overlægeforeningen har vi hjulpet de berørte medlemmer. De konkrete personalesager er afsluttet, men de principielle spørgsmål rækker videre end de enkelte sager. Dem vil vi fortsat arbejde med, også i dialog med de politisk ansvarlige. For patientsikkerhed forudsætter, at man trygt kan sige fra. Og tillid er ikke noget, man kan kræve. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til.

Bjarne Hjaltalin, formand for Overlægeforeningen