Gå til indhold

Landsdækkende botilbudsteams kan sikre større lighed i sundhed

Nyhed PLO

Udgående sundhedsfaglige teams kan være med til at skabe mere sammenhæng og lighed i sundhed for mennesker med udviklingshandicap – i tæt samspil med de praktiserende læger, skriver PLO's formand, Jørgen Skadborg, i et indlæg.

Forman Jørgen Skadborg står foran en blå væg og ser ind i kameraet
Ordningen med fast tilknyttede praktiserende læger til botilbud skal udbredes, skriver formand Jørgen Skadborg i et indlæg

Af Jørgen Skadborg, formand, PLO

En række handicaporganisationer skriver her i Sundhedsmonitor, at der på botilbud for mennesker med udviklingshandicap er behov for bedre adgang til sundhedsfaglige kompetencer med den rette erfaring og viden. Derfor mener de, at der skal etableres udgående sundhedsfaglige teams, der arbejder tæt sammen med botilbud, pårørende, almen praksis og hospitaler. 

Det er et rigtig godt forslag, som jeg tror kan reducere den urimelige ulighed i sundhed, som mennesker med udviklingshandicap og kognitive funktionsnedsættelser i dag lider under, og som blandt andet betyder, at de i gennemsnit lever 20 år kortere end alle andre.

Der blev fra 2021 aftalt sundhedstjek hvert andet år for borgere på botilbud i de praktiserende lægers overenskomst. Det har været en milepæl i arbejdet for mere lige adgang til sundhed for personer med udviklingshandicap. Vi kan få endnu større fremdrift, hvis vi åbner for, at sundhedstjekkene kan gennemføres både i almen praksis og på botilbud, og hvis der gives mulighed for efteruddannelse til læger, sygeplejersker og pædagogisk personale i 'det gode sundhedstjek'.

Næste skridt er, at vi får udbredt ordningen med fast tilknyttede praktiserende læger til botilbud, som vi netop har indført her i år, så flere får gavn af den. En fast læge kan være med til at sikre større kontinuitet og kvalitet til glæde for både for beboerne og medarbejderne, sådan som det allerede er sket på plejehjem, hvor vi gennem flere år har haft en tilsvarende fast læge-ordning.

Det er dog svært at være tilknyttet en social institution som fast praktiserende læge, hvis der ikke er sundhedsfagligt personale, man kan samarbejde med. Netop derfor bør der være udgående sundhedsfaglige teams, som den praktiserende læge kan samarbejde med, hvis vi virkelig skal komme i mål med at få sikret faste læger på botilbuddene.

Indlægget er bragt i Sundhedsmonitor den 18. december 2025.