Debatindlæg: De praktiserende læger vil gerne bidrage til at vaccinere alle mod COVID-19
Almen praksis har de seneste uger vaccineret på landets plejecentre i et rigtig godt samarbejde med stat, regioner og kommuner. Vi vil også meget gerne bidrage til at vaccinere resten af danskerne, så det bliver trygt, sikkert og tættest muligt på borgerne, skriver PLO's formand i debatindlæg.
Af Jørgen Skadborg
Formand for PLO og praktiserende læge i Billund
Danmark står i en alvorlig situation, hvor det er helt afgørende, at flest mulige danskere bliver vaccineret så hurtigt som muligt. Den engelske mutation har blot forstærket behovet.
De praktiserende læger har de seneste uger vaccineret på landets plejecentre i et rigtig godt samarbejde med stat, regioner og kommuner.
Vi vil nu også meget gerne bidrage til at vaccinere resten af danskerne, så det bliver trygt, sikkert og tættest muligt på borgerne.
Selv om de første vacciner fra Pfizer/BioNTech er mere besværlige at håndtere end mange andre vacciner (fx er de ikke glade for at blive transporteret, og de skal opbevares ved meget lave minusgrader), viser vores erfaringer nu, at de trods alt godt kan håndteres ude hos os i almen praksis.
Vi er derfor klar til at forpligte os til en stor og aktiv rolle i COVID-19-vaccinationen.
Vi har mange års erfaring med vaccination af den danske befolkning, eksempelvis i forbindelse med børnevaccination, HPV-vaccination, pneumokokvaccination og sæsoninfluenza. Det er en stor fordel, da vi allerede har et setup, som vi vil kunne bruge i forhold til COVID-19-vaccination og dermed sikre, at alle leverancer udnyttes maksimalt og hurtigst muligt.
Alle har desværre ikke mulighed for at blive vaccineret her i starten. Det er der ikke nok vaccinedoser til. Derfor skal der udvælges blandt patienterne.
Vi har som praktiserende læger et unikt og indgående kendskab til vores patienter, og dermed har vi de bedste forudsætninger for at vaccinere i rette rækkefølge, ligesom vi kan sikre, at der er en læge fysisk til stede, hvis der mod forventning måtte opstå problemer.
For at vi alle kan få et normalt liv tilbage, er det enormt vigtigt, at mange danskere vælger at smøge ærmet op og bliver vaccineret.
Jeg tror på, at en personlig indkaldelse fra egen læge, og det at vaccinationen foregår tæt på patienten på en kendt og tryg måde, vil øge tilslutningen til vaccinationsprogrammet mod COVID-19. Særligt i forhold til de ældre og udsatte medborgere, som er udfordret på transport til centrale vaccinationssteder.
PLO har derfor givet sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke besked om, at vi mener, det er både realistisk og praktisk, at de praktiserende læger vaccinerer den resterende del af den danske befolkning.
De praktiserende læger er klar!
*************************************
Debatindlægget er blevet bragt i Avisen Danmark.