Der er brug for tættere samarbejde mellem kommuner og praktiserende læger

Af Jørgen Skadborg, formand PLO, og Sisse Marie Welling, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet

Det skorter ikke på gloser om vigtigheden af at styrke det nære sundhedsvæsen, når sundhedsvæsenets aktører taler om, hvad en kommende sundhedsreform skal levere på.

Men ord gør det ikke alene. Det er afgørende, at en kommende sundhedsreform har reelle løsningsforslag, som omstiller den nuværende tankegang og flytter opgaver til det nære sundhedsvæsen, så vi kan sikre, at borgerne ikke skal den lange vej til sygehuset. For en reform skal geare vores sundhedsvæsen til den kolossale udfordring, vi kigger lige direkte ind i, når der kommer endnu flere ældre og patienter med en kronisk sygdom.

En styrkelse af de nære tilbud kræver en stærk lokal forankring og et sundhedsvæsen, der er sammenhængende i kraft af et forpligtende samarbejde.

Sundhedsstrukturkommissionen har en række tværgående anbefalinger, som kan gennemføres, uanset hvordan sundhedsvæsenet administrativt indrettes. Bl.a. anbefalingerne til, hvordan vi får flere læger i hele landet, er vigtige at følge. Her ligger i sig selv en betydelig indsats, som vil forandre store dele af vores sundhedsvæsen.

Men dét er ikke nok. Vi er nødt til for alvor at opskalere det nære sundhedsvæsen. Det betyder, at kommuner og praktiserende læger skal rykke endnu tættere sammen i et gensidigt forpligtende samarbejde.

I kommunerne og almen praksis har vi nemlig et helt andet blik på borgerne, end de har på sygehusene. Vi er en del af danskernes hverdag livet igennem – fra fødslen til den sidste tid – og derfor ser vi dem også som hele mennesker frem for blot patienter med en sygdom.

Vi har blik for sammenhængen til ældreplejen, forenings- og fritidstilbud i lokalområdet og tilbud på beskæftigelses- og socialområdet. Og vigtigst af alt: Vi forstår, hvad der skal til for at få den enkelte danskers hverdag til at hænge sammen – også selv om man lider af en kronisk sygdom eller kan mærke alderen trykke.

Derfor foreslår vi i fællesskab, at en kommende sundhedsreform skal sikre et endnu tættere samarbejde mellem kommunerne og de praktiserende læger. Almen praksis er et centralt omdrejningspunkt i det nære sundhedsvæsen, og kommuner og almen praksis har et nært fagligt fællesskab og kan sammen udvikle de nære tilbud.

Og lægerne skal i langt højere grad ud i det nære sundhedsvæsen. Det betyder bl.a., at vi skal have læger på alle plejehjem og midlertidige pladser. At speciallæger skal være til rådighed for kommunerne og almen praksis, så vi fx kan undgå indlæggelser. Vi skal udvide 72 timers behandlingsansvar til flere grupper, herunder alle ældre medicinske patienter, der har været på en fælles akutmodtagelse, og psykiatriske patienter.

Endelig er det vigtigt, at der skal være lige adgang til sundhedstilbud i hele landet. Det betyder, at lægerne skal være dér, hvor behovet er størst. Lægen skal også have tid til de mest syge.

Hvis vi skal lykkes med en sundhedsreform, som sikrer stærke, nære sundhedstilbud til de mange, skal vi altså ikke gå centraliseringens vej. Der skal være plads til, at man kan være mest muligt borger og mindst muligt patient. Tæt på, hvor vi bor.

Indlægget var bragt i Jyllands-Posten 7. august 2024