Et stærkt sundhedsvæsen kræver et solidt fundament – ellers risikerer vi et sammenbrud
Der var engang en sundhedsstrukturkommission, som kom med en række fremadskuende og kloge anbefalinger til, hvordan man kunne videreudvikle et af verdens mest velfungerende almene praksis-systemer. Anbefalingerne byggede på en grundlæggende forståelse: At familielægen – med sin kontinuitet, kvalitet og effektivitet – er rygraden i det nære sundhedsvæsen.
Af Jørgen Skadborg, formand for PLO
Kommissionen foreslog blandt andet, at vi skulle op på mindst 5.000 praktiserende læger. Den anbefalede at styrke almen praksis økonomisk og kapacitetsmæssigt, styre nye ydernumre nationalt og bevare et forpligtende aftalesystem mellem staten og de praktiserende læger.
Men de grundlæggende principper, som netop skulle sikre tryghed, sammenhæng og tilstrækkelig lægedækning, er i fare for at blive undermineret af et nyt lovforslag fra regeringen – et forslag, der desværre går langt videre end anbefalingerne fra kommissionen og i sin nuværende form risikerer at skubbe hele familielægesystemet ud i ustabilitet. I yderste konsekvens truer der et sammenbrud.
Lovforslaget lægger op til at fjerne det aftalesystem, som i årtier har været bærende for almen praksis – og dermed for stabilitet, faglig udvikling og rekruttering. Det erstattes i stedet med detailstyring og statslig indgriben i alt fra åbningstider til honorarstruktur. Praktiserende læger risikerer dermed at blive reduceret til leverandører uden reel indflydelse på deres eget arbejde.
Det er ikke bare et brud med en samarbejdsmodel, som har skabt international anerkendelse – der er også en reel risiko for, at vi mister både nuværende og kommende praktiserende læger. For hvem har lyst til at overtage en praksis, hvor man ikke har indflydelse på sine vilkår og ikke ved, hvad fremtiden bringer?
Vi ser allerede i dag, hvordan usikkerhed og mangel på sammenhængende rammer gør det vanskeligt at rekruttere læger til især yderområderne. Det vil kun blive værre, hvis fundamentet smuldrer yderligere.
Regeringens model for en ny honorarstruktur vil i praksis betyde, at nogle læger skal se flere patienter for samme betaling, mens andre får forhøjet honorar. Det lyder måske retfærdigt på papiret, men konsekvensen i virkeligheden er, at læger i større byer – hvor der allerede er pres – bliver nødt til at løbe endnu hurtigere. Det vil uundgåeligt gå ud over patienterne i form af kortere konsultationer og lavere serviceniveau.
Det vil skabe ubalance i hele systemet – og risikoen er, at den opslidende arbejdsdag, den manglende indflydelse og usikkerheden får flere læger til at sige farvel. Når det sker, mister patienterne ikke blot deres faste læge – vi mister samtidig hele fundamentet under en vigtig samfundsopgave.
Vi anerkender naturligvis behovet for tilgængelighed. Men når politikerne vil have mulighed for at fastsætte åbningstider uden forhandling, rammer det ikke bare lægerne – det rammer hele lægehusets drift. Det vil især gå ud over de små klinikker på landet, hvor bemandingen er sårbar. De risikerer at måtte dreje nøglen om, hvis de ikke længere selv kan planlægge arbejdstid og bemanding.
Resultatet? Endnu færre læger i yderområderne. Endnu flere vikarer i byerne. Endnu større ulighed i sundheden.
Det største problem er måske ikke ét enkelt forslag, men den samlede kurs: At man går fra dialog til diktering. Fra samarbejde til centralstyring. Fra en fælles ambition om at løfte sundhedsvæsenet – til en politisk detailstyring, som risikerer at underminere hele den struktur, vi bygger vores almen praksis på.
Det er ikke en strategi for fornyelse – det er en opskrift på opløsning.
Høringsfasen er i gang, og vi håber, at regering og Folketing lytter. For vi står midt i et vadested: Går vi den ene vej, risikerer vi en langsom erosion af det nære sundhedsvæsen. Går vi den anden, kan vi i fællesskab styrke, udvikle og sikre fremtidens familielæge.
De praktiserende læger er klar til at bidrage. Vi har altid sagt ja til reform – men det kræver samarbejde, ikke styring. Tillid, ikke kontrol. Vision, ikke detailforskrifter.
Hvis målet er at sikre lighed i sundhed, tryghed for patienterne og en stærk almen praksis, må vi bevare det fundament, der har virket i årtier. For uden det risikerer vi, at huset falder sammen – og det vil være patienterne, der står tilbage i ruinerne.
Kronikken blev bragt den 10. juli i Avisen Danmark.