Kædeansvar eller ej – hjælpen til skrøbelige ældre bliver aldrig en kerneopgave for regionerne
Med en tidlig indsats skal og kan kommunerne og de praktiserende læger sammen hjælpe langt flere ældre og kronikere, så de undgår hospitalet, lyder det fra KL og PLO i et fælles indlæg.
Af Sisse Marie Welling, formand for Sundheds- og ældreudvalget i KL, og Jørgen Skadborg, formand for PLO
Kædeansvar.
Et lidt bureaukratisk og for mange nok også noget virkelighedsfjernt ord.
Ikke desto mindre er det blevet helt centralt i den aktuelle debat om fremtidens sundhedsvæsen, hvor det nogle gange fremstilles, som om vi med et snuptag kan komme alle udfordringer til livs, hvis hele ansvaret for det samlede sundhedsvæsen placeres hos regionerne.
Det lyder måske besnærende med et samlet kædeansvar. Men som det ofte er med simple svar på svære problemer, er det nok også forkert. Det er der tre årsager til.
For det første: Den udfordring, som et kædeansvar angiveligt skal løse, handler om manglende sammenhæng for de borgere, der er i hyppig kontakt med både sygehus, kommune og praktiserende læge.
Og ja, det er bestemt vigtigt at skabe mere sammenhæng for disse ofte ældre og sårbare borgere.
Netop derfor bekymrer det os, når de kun udgør en meget lille del af de 2,8 millioner patienter, sygehusene årligt ser. Mere præcist mellem 1,8 til 5,5 pct. afhængigt af, hvor mange man tæller med.
I vores øjne vil det derfor også være utopi at tro, at denne gruppe borgere lige pludselig vil blive et hovedfokus for regionerne på linje med for eksempel kræftpatienter, bare fordi man får et kædeansvar.
Omvendt fylder de skrøbelige ældre borgere rigtig meget hos kommuner og praktiserende læger. Og det, de typisk efterspørger, er ikke højt specialiseret sygehusbehandling, men nære sundhedstilbud, hvor kommune og almen praksis har et tæt samarbejde – i nogle tilfælde meget gerne med støtte fra lægerne på sygehuset.
For det andet er driften af sygehuse noget helt andet end udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Regionerne er lykkedes med at modernisere syge-husene gennem stordrift, samling af hospitalsfunktioner og specialisering. Det er rigtig godt. Men når vi taler om det nære sundhedsvæsen, er der brug for andre kompetencer.
I kommunerne og almen praksis har vi nemlig et helt andet blik på borgerne, end de har på hospitalerne. Vi er en del af danskernes hverdag livet igen-nem – fra fødslen til den sidste tid – og derfor ser vi dem også som hele mennesker frem for blot patienter med en sygdom.
Vi har blik for sammenhængen til ældreplejen, kendskab til forenings- og fritidstilbud i lokalområdet, og vi kan koble vores indsatser til fx beskæftigelses- og socialområdet. Og frem for alt: Vi forstår, hvad der skal til for at få den enkelte danskers hverdag til at hænge sammen – også selvom man lider af en kronisk sygdom eller kan mærke alderen trykke.
For det tredje viser historien, at når man centraliserer økonomi og politisk beslutningskraft, fører det også til centralisering af den hjælp, borgerne får. I et centraliseret sundhedsvæsen er der derfor stor risiko for, at de lokale sundhedstilbud stille og roligt forsvinder.
Der kan gives masser af eksempler til at illustrere pointen. Fx er antallet af hospitalslæger steget med 43 procent på 15 år, hvilket svarer til mere end 5.000 ekstra læger, mens der i samme periode blot er kommet 42 ekstra alment praktiserende læger.
Regionerne har også i årevis nedprioriteret at understøtte det nære sundhedsvæsen med lægefaglig assistance, når vi har brug for det – uagtet, at behovet er groet frem, fordi kortere og kortere indlæggelser på hospitalerne har presset en masse sundhedsopgaver ud til kommuner og almen praksis.
Den kommende sundhedsreform udgør en kæmpe chance for at tage livtag med de store udfordringer, sundhedsvæsenet står over for. Det gælder ikke mindst de mange hundredetusinde flere ældre og kronisk sygdom, der i de kommende år vil få brug for hjælp.
Men hvis vi skal lykkes med at tage hånd om dem, uden at sygehusene sander til i patienter, er svaret ikke centralisering og sygehustænkning.
Nej, der er brug for, at vi investerer massivt i det nære sundhedsvæsen, så vi – kommuner og praktiserende læger i fællesskab – i langt højere grad kan sætte ind lokalt med tidlige og forebyggende indsatser, så flere borgere får tidlig hjælp og undgår turen på hospitalet.
Med sundhedsreformen har vi en unik chance for at få omstillet sundhedsvæsenet, før det er for sent.
Den chance må vi ikke misse, fordi vi stirrer os blinde på kædeansvar og sygehuslogik.