Fast læge er en medicin, vi bør ordinere til alle

Af Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Fremtiden for almen praksis i Danmark er en balancegang mellem at bevare de mange elementer, der fungerer godt – ikke mindst vigtigheden af egen læge, der kender sine patienter, og en effektiv og veldrevet sektor, der leverer høj kvalitet for blot 1.540 kroner om året pr. dansker – og at tænke nyt i forhold til nye udfordringer og behov. 

Kan vi undvære egen læge, spørger Altinget. Nej, for vi ved fra dansk og international forskning, at det øger borgernes sundhed, når vi har en læge, vi kender godt. En stor norsk undersøgelse viser, at kontinuitet mellem læge og patient reducerer vagtlægebrug med 13-30 procent, antal akutte indlæggelser med 12-28 procent og dødelighed før tid med 8-25 procent. 

At man har sin egen faste læge, er en medicin, vi burde ordinere til alle borgere. Derfor er det så vigtigt, at vi øger antallet af praktiserende læger, og at vi forbedrer vilkårene for at være læge i de områder, hvor der bor flest syge danskere.

Altinget spørger, hvilke opgaver almen praksis i højere grad bør løse i fremtiden. Her vil jeg for det første pege på, at vi skal have bedre tid til at løse de nuværende opgaver. Alt for mange oplever, at deres læge ikke har tid nok, eller at de skal vente i irriterende lang tid, før de kan komme til.

Den demografiske udvikling er ikke kun et fremtidsscenarie – det er en udvikling, der har været i gang i årtier. Og mens antallet af ældre og multisyge har været hastigt stigende, er antallet af praktiserende læger stagneret. Man kan hverken styre, organisere eller lede sig ud af så massiv en lægemangel, som vi lider under i dag.

Men i takt med, at vi bliver flere læger, skal almen praksis være i stand til at gribe de opgaver, som den demografiske udvikling fortsat vil føre med sig. Der bliver flere ældre, flere multisyge og flere psykisk syge. I almen praksis skal vi forebygge, opspore og behandle sygdom og funktionsnedsættelse for dem alle, så de i videst muligt omfang kan leve et sundt og værdigt liv. 

Skal de praktiserende læger skal have lokale chefer, spørger Altinget. Det kommer an på, hvad der menes. 

Praktiserende læger lader sig primært lede af faglige og meningsfulde standarder, der fører til gode resultater og veludført arbejde. Men det kan naturligvis ikke stå alene. 99 pct. af de praktiserende læger deltager på en forpligtende måde i kollegial ledelse i kvalitetsklyngerne, som vi i almen praksis har udviklet i samarbejde med regionerne. Jeg ser et stort potentiale i at videreudvikle disse kvalitetsklyngers arbejde og selvledelse. 

Endelig har vi lokale almenmedicinske lægefaglige ledere, de såkaldte praksiskonsulenter, og de har nogle steder haft gennemslagskraft som formidlere af det gode samarbejde og den gode lægefaglighed mellem sygehuse, kommunerne og almen praksis. Vi kan løfte den almenmedicinske lægefaglige ledelse til et højere og mere effektivt niveau ved at integrere disse ledere i såvel sygehusenes som kommunernes faglige ledelseslag. Med respekt for, at praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende. 

Endelig spørger Altinget, om det offentlige bør have større indflydelse på almen praksis, end det har i dag - og hvis ja, hvordan? Mit svar er, at ja, på nogle områder kunne det offentlige godt spille en mere aktiv rolle. Fx i at definere opgavevaretagelsen, kvalitetsstandarder og indikatorer samt i at sikre ensartede ydelser over hele landet. Det offentlige kunne bidrage mere direkte i udformningen af nationale sundhedsstrategier, hvor almen praksis indgår som en central aktør, især i forhold til forebyggelse og tidlig intervention. 

Jeg ser også gerne, at vi får en stærkere national styring af, hvor der oprettes nye ydernumre til de praktiserende læger. Det kan blive et centralt værktøj i at sikre bedre lægedækning de steder i landet, hvor der i dag mangler læger.

Indlægget har været bragt i Altinget den 8. februar.