Fast læge til alle kræver, at der uddannes flere almenmedicinere
Læs PLO's formand Jørgen Skadborgs reaktion på regeringsgrundlaget, som er lagt frem i dag.
- Det er godt, at den nye regering vil styrke det nære sundhedsvæsen og sikre, at alle danskere kan få deres egen, faste læge. Vi bakker op om, at incitamenterne styrkes for, at alment praktiserende læger etablerer sig i områder med lægemangel, og vi ser frem til at indgå i dialog med den nye regering om modeller for, hvordan det kan ske, siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, i en kommentar til det netop offentliggjorte regeringsgrundlag.
Han understreger, at lægemanglen først og fremmest løses ved, at der uddannes flere speciallæger i almen medicin.
- Fundamentet for planerne er allerede besluttet med sundhedsreformen: Der skal være 5.000 alment praktiserende læger senest i 2035. Derfor er brug for, at vi uddanner flere læger i almen medicin. Vores bud er, at der skal oprettes 400 uddannelsespladser i almen medicin om året i de næste seks år mod i dag 350, siger Jørgen Skadborg.
Flere speciallægepraksis er godt nyt for patienter
Jørgen Skadborg siger dertil, at PLO er helt på linje med den nye regering i, at der skal etableres flere speciallægepraksis.
- Det har en meget stor positiv betydning for patienterne, at vi som alment praktiserende læger har speciallæger i lokalområdet, vi kan henvise til, og den nuværende, meget skæve geografiske fordeling af speciallægepraksis skaber en urimelig ulighed i sundhed, siger PLO-formanden.