Gå til indhold

Finanslovsforslag løser næppe besparelser på hospitalerne

Nyhed Yngre Læger

Regeringen har netop fremlagt sit forslag til det kommende års finanslov. Et forslag, der efter finansministerens vurdering er ”sjovere” end de sidste par års udspil.

Yngre Læger har dog svært ved at se, at finanslovsforslaget set med de sundhedsansattes øjne er sjovt. For selvom forslaget er positivt i forhold til psykiatrien – med længe ventede trinvise løft til at kunne indfri tiårsplanen - så er der ikke afsat nye midler til at sikre, at ressourcerne på hospitalerne kan slå til. Der ses ingen garantier for, at de varslede besparelser og ansættelsesstop i regionerne kan aflyses med baggrund i finanslovsforslaget. Og det bekymrer Yngre Lægers forperson.

”Over alt i landet hører vi fra vores kolleger om besparelseskataloger, sengelukning og flere steder om ansættelsesstop på hospitalerne. Det er den hverdag, vi oplever som læger. Men hvordan hænger det sammen med, at finansministeren fortæller, at den danske økonomi er bund solid? Det burde medføre, at besparelserne for det kommende år bliver taget af bordet, men gør de det?” spørger Helga Schultz og fortsætter:

Yngre Lægers forperson Helga Schultz

”Mange af de penge, finansministeren nævner, er jo penge, der først bliver udmøntet om flere år. Men det er jo lige nu og her, vi oplever problemer, og hvor vi som sundhedsprofessionelle må råbe vagt i gevær, fordi der skal spares så meget, at det både går ud over patienterne og vores daglige arbejdsmiljø.”

Fra en lægehverdag på hospitalerne er det ”bundsolide” derfor lidt sværere at få øje på

Som et lyspunkt i finanslovsforslaget er ekstra bevillinger til psykiatrien allerede fra næste år og en solid økonomisk indsats i årene der følger.

”Det glæder mig, at regeringen langt om længe har fået øjnene op for, at psykiatrien har været udsultet i alt for mange år, og at 10 års planen med bevillingerne rykker tættere på. Men hverdagen er lige nu, at også lægerne i psykiatrien flere steder i landet bliver bedt om at spare. Fra en lægehverdag på hospitalerne er det ”bundsolide” derfor lidt sværere at få øje på.”