Flyvende start på 2023 med to velbesøgte medlemsmøder i Syddanmark
Læs mere om arrangementerne "Drab i Danmark 1992-2016" og "Når tiden tæller: Den præhospitale historie i Danmark", som også kan ses eller genses her på Læger.dk.
Drab i Danmark 1992-2016
I Lægeforeningen Syddanmark skød vi året i gang på Munkebjerg Hotel i Vejle med medlemsmødet ”Drab i Danmark 1992-2016” v. bogaktuelle retsmediciner Asser H. Thomsen.
I foredraget dykkede Asser ned i nogle af de overraskende fund, han har gjort sig i sit studie, hvor han har kortlagt drab i Danmark i årene 1992-2016. Desuden gav han et unikt indblik i den tekniske side af arbejdet med drab og død som retsmediciner.
Asser leverede et fremragende foredrag, både for de tilstedeværende i Vejle, men også for de virtuelle deltagere, der fulgte foredraget på livestreaming. Her deltog Lægeforeningens medlemmer fra samtlige regioner, foruden læger bosat i Grønland, Norge, USA, Tyskland og Italien.
Når tiden tæller: Den præhospitale historie i Danmark
Den 23. marts 2023 inviterede Foreningen af Pensionerede Læger i Syddanmark i samarbejde med Lægeforeningen Syddanmark til en spændende historisk aften om udviklingen af det præhospitale område i Danmark med læge og forfatter, Torsten Lang-Jensen.
Med afsæt i sin omfattende research til bogen ”Når tiden tæller: Den præhospitale historie i Danmark”, førte Torsten tilhørerne på en rejse fra de første danske hestetrukne ambulancer til nutidens lægehelikoptere. Undervejs beskrev han den tankevækkende historie om de begivenheder, forskningsresultater og ildsjæle, der skubbede til udviklingen, således at Danmark i dag, trods modstand fra mange sider, har en af verdens stærkeste præhospitale kæder.
At Torsten selv har været en aktiv nøgleperson i udviklingen på det præhospitale område fra 1980’erne, blev tydeligt, da han både kunne berette om alt fra den første akutlægebil, der blev etableret på Kommunehospitalet i København, til stillingen som tidl. præhospital chef i Region Syddanmark, hvor han blev involveret i flere udfordrende opgaver, bl.a. håndteringen af fyrværkeriulykken i Seest i 2004.
Også Torsten Lang-Jensens foredrag blive livestreamet til Lægeforeningens medlemmer i hele landet.