Forståelsespapir giver håb for fremtidens almen praksis
Et nyt forståelsespapir mellem regeringen og PLO imødekommer kritikken af lovpakke 2b. Det er et vigtigt skridt mod et stærkere nært sundhedsvæsen og en fremtid, hvor man som yngre læger fortsat kan se sig selv som praktiserende læger, mener Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou.
Regeringen og PLO er blevet enige om et forståelsespapir om lovpakke 2b, der skal udvikle almen praksis og styrke det nære sundhedsvæsen.
Papiret viser ifølge Yngre Læger, at indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har lyttet til den kritik, som både PLO, Yngre Læger og mange medlemmer tidligere har rejst mod det oprindelige lovforslag.

"Jeg kan se, at der er taget hånd om flere af de udfordringer, vi har peget på. Det gør mig fortrøstningsfuld, og jeg forventer, at det også bliver afspejlet i det reviderede lovforslag til november," siger Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger.
I forståelsespapiret fremgår det blandt andet, at:
• Praktiserende læger fortsat skal være selvstændige med ansvar for drift, økonomi, personale og organisering. Andre klinikformer kan supplere, men ikke erstatte de selvstændige lægeklinikker.
• Reglerne for åbningstider og tilgængelighed ikke ændres uden dialog med PLO.
• Der afsættes 480 mio. kr. til at sikre, at en ny honorarmodel kan komme godt fra start.
• En ny honorarstruktur skal forhandles, og flere midler tilføres i takt med, at der kommer flere praktiserende læger.
• Kvalitet, forskning og efteruddannelse fortsat er emner, som skal forhandles med PLO.
Overordnet slår papiret fast, at store forandringer af almen praksis skal ske i partnerskab med PLO – altså i dialog og ikke som diktat.
"Det er en afgørende imødekommelse, og jeg forventer, at det også bliver tydeligt i det reviderede lovforslag til november," siger Wendy Sophie Schou.
Hun understreger samtidig, at de kommende almen medicinere også skal kunne se sig selv i fremtidens sundhedsvæsen.
"Hvis vi skal nå op på 5.000 praktiserende læger, som er en forudsætning for sundhedsreformen, er det helt afgørende, at yngre læger fortsat kan se en fremtid for sig som praktiserende læger," siger hun.