Halvdelen af overlægerne oplever symptomer på stress

47 procent af overlægerne, de ledende overlæger og cheflægerne svarer i ny analyse fra Overlægeforeningen, at de har oplevet symptomer på stress indenfor den seneste måned. Ud af dem har 16 procent opsøgt professionel hjælp, og 62 procent oplever, at stress går ud over kvaliteten af deres arbejde. Det er alvorlige tal, siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen:

”Som overlæger bliver vi udsat for et stort pres en gang imellem. Det er en uundgåelig del af jobbet, og heldigvis er det heller ikke alle 47 procent, som har oplevet symptomer, der bliver syge af det. Men når næsten hver femte af kollegerne med symptomer opsøger professionel hjælp, så er stress ikke forbigående for alt for mange. Også overlæger risikerer at blive syge, når presset på jobbet bliver for stort, og når det sker, går det både ud over den enkelte overlæge og over patienter og kolleger”.

Et fælles ansvar

Arbejdsmiljøloven slår fast, at arbejdsgiver har ansvaret for at sikre et sundt og godt arbejdsmiljø. Det gælder også i forhold det psykiske arbejdsmiljø og forebyggelse af stress. Men overlægerne selv har også et ansvar, pointerer Susanne Wammen:

”Ingen skal blive syg af at gå på arbejde. Det har arbejdsgiver ansvar for at sikre, men som kolleger og ledere har vi også et medansvar. Undersøgelsen viser, at flere medlemmer med stress symptomer oplever ikke at få støtte og hjælp fra kolleger og ledere, end medlemmer uden stress symptomer. Det kan vi som overlægegruppe gøre noget ved. Derfor er mit budskab, at vi skal tage et fælles ansvar for at forebygge stress og for at hjælpe den enkelte, som måtte blive ramt”.

Når travlhed og arbejdspres går ud over kvaliteten

Men der er faktorer, der skaber stress, og som det kan være svært for den enkelte at ændre på. For eksempel svarer 80% af medlemmer med symptomer på stress, at der ikke er nok personale på afdelingen, og 48% svarer, at afdelingen er gået på kompromis med god klinisk praksis af hensyn til ressourcer.

”Det betyder meget for alle sundhedsprofessionelle at give patienterne den bedst mulige behandling. Det gælder ikke mindst for overlægegruppen, der i sidste ende står med det faglige ansvar. Vores opgave er at løse opgaverne bedst muligt indenfor de rammer, som politikerne beslutter, men det nytter ikke, hvis vi i realiteten får en opgave, som det er umuligt at løse”, siger Susanne Wammen og fortsætter:

”Derfor har både politikere, sygehusledelser og overlægegruppen et fælles ansvar for at sikre, at der er balance i tingene, og at vi får lavet de nødvendige prioriteringer. Som lægelige ledere på afdelingerne skal vi finde de bedst mulige løsninger og bringer dem videre. Og så har vi brug for at beslutningstagerne lytter. Det er ikke sikkert, at vi får ret i alt, hvad vi foreslår – men så skal vi sammen finde andre løsninger, så patienterne får den behandling, de har brug for, og det samtidig er sundt og sikkert at gå på arbejde”.

Husk inddragelse – især i forandringstider

 Susanne Wammen understreger, at det er ekstra vigtigt at være opmærksom på de lægelige lederes rammer netop nu, hvor hele sundhedsvæsenet går ind i en stor forandringsproces på grund af sundhedsreformen:

”Som lægelige ledere har vi en kæmpe opgave med at få reformen til at blive til virkelighed. Samtidig ved vi, at forandringer skaber usikkerhed hos mange. Det gælder både vores kolleger fra andre faggrupper og blandt overlægegruppen selv. Vi får en stor opgave med at skabe så meget tryghed som muligt på afdelingerne og inddrage alle medarbejdere. For at kunne lykkes med det, er det afgørende at vi selv bliver inddraget og får et ledelsesrum til at træffe de beslutninger, der er de rigtige på vores afdelinger. Her har regionerne og sygehusledelserne et stort ansvar”.

Ud over den særlige situation som reformarbejdet udgør, peger Susanne Wammen på flere initiativer, som kan forebygge stress blandt overlægegruppen:

”Helt banalt, så er vi simpelthen for få speciallæger til at løse opgaverne. Derfor er den langsigtede og holdbare løsning at uddanne speciallæger nok. Men det tager jo tid, så derfor er man også nødt til at gøre noget her og nu. Det handler bl.a. om at fjerne ikke-lægeligt arbejde, at prioritere og at inddrage den enkelte overlæge i, hvordan opgaverne løses bedst, når ressourcerne er presset. Endelig skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden, og som ledere skal vi også turde række ud til en kollega og tilbyde hjælp. Det kan være via regionernes tilbud, via Overlægeforeningen eller andet. For én ting er sikkert. Vi skal ikke acceptere, at overlæger bliver syge af at gå på arbejde”.