Gå til indhold

Hold øje med din lønseddel for april – nu kommer næste udmøntning af OK24

Nyhed Overlægeforeningen

Fornyelsen af overlægernes overenskomst i februar 2024 giver lønstigninger til overlæger, cheflæger og professorer per 1. april 2025. Her er en kort oversigt over de vigtigste ændringer. 

Overenskomsten for overlæger:

For overlæger uden vagt forsvinder fleksibilitetstillægget, og grundlønnen forhøjes tilsvarende. Hertil kommer en grundlønsforhøjelse på 944,85 kr. pr. måned i aktuelt niveau. 

I overenskomsten for overlæger udgør grundlønnen herefter pr. måned i aktuelt niveau: 70.804,63 kr. og med 3 års anciennitet 73,697,06 kr. 

Grundlønnen er nu den samme, uanset om du går i vagt, hvor fleksibilitetstillægget tidligere bortfaldt, eller du ved kombineret ansættelse som professor tidligere fik en reduceret overlægeløn. For overlæger med vagt stiger grundlønnen derfor med 2.538,77 kr. pr. måned, og for overlæger med kombineret ansættelse som professor stiger grundlønnen med 3.640,30 kr. pr. måned.

Hvis du er ansat som overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien, får du desuden et varigt særligt tillæg på 867,73 kr. pr. måned.

Pensionen forhøjes fra 19,54 til 20,00 pct. Bemærk at du selv kan vælge, om du vil have hele eller dele af dit pensionsbidrag over 15% udbetalt som løn.

Aftale vedrørende lægelige chefer:

For ledende overlæger og cheflæger forhøjes grundlønnen med 1.277,48 kr. pr. måned i aktuelt niveau.

Grundlønnen udgør herefter pr. måned i aktuelt niveau: 82.769,94 kr. for cheflæger og 77.612,17 kr. for ledende overlæger.

Som klinisk professorer fik du tidligere en reduceret grundløn i din regionale ansættelse. Fra 1. april får du nu samme grundløn som øvrige ledende overlæger og cheflæger. Derfor stiger din grundløn med 3.908,23 kr. pr. måned

Pensionen forhøjes fra 21,00 til 22,00 pct. Bemærk at du selv kan vælge, om du vil have hele eller dele af dit pensionsbidrag over 15% udbetalt som løn.

Ikrafttræden:

Langt de fleste overlæger er som overenskomstansatte bagudlønnede, og her træder ændringerne i kraft med lønnen, der udbetales ved udgangen af april 2025. Hvis du er tjenestemand, træder ændringerne i kraft med lønnen, der udbetales ved udgangen af marts 2025.

Andre ændringer:

OK24 indebærer en række andre forbedringer og ændringer, herunder:

  • Mulighed for hjemmearbejde
  • OK-dækning af pensionister
  • Opsparet frihed 
  •  Barsel – 3 uger med fuld løn til mænd

Læs mere her om ændringerne