Gå til indhold

Josephine Rathenborg valgt som ny formand for Lægeforeningen

Nyhed Lægeforeningen

På Lægeforeningens Lægemøde i dag er Josephine Rathenborg blevet valgt som ny formand for Lægeforeningen. Hun overtager posten efter Camilla Rathcke, hvis funktionstid som formand er udløbet.

Josephine Rathenborg. Foto: Jesper Schwartz

Josephine Rathenborg er speciallæge i urologi og har gennem seks år været formand for Lægeforeningen Syddanmark. Hun tiltræder som formand i en tid, hvor sundhedsvæsenet står over for store forandringer og stigende pres på både patienter og ansatte.

Som ny formand vil Josephine Rathenborg arbejde for et stærkere fællesskab blandt lægerne og for, at Lægeforeningen bliver en endnu tydeligere stemme i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.

”Vi står midt i en tid med store forandringer i sundhedsvæsenet, og derfor er det afgørende, at lægerne står samlet om vores faglighed, etik og ansvar for patienterne. Vi står stærkest, når vi står sammen,” siger Josephine Rathenborg.

Hun peger samtidig på manglen på speciallæger og de eksisterende lofter over speciallægestillinger som en central udfordring for sundhedsvæsenet.

”Vi mangler speciallæger mange steder i landet, samtidig med at nyuddannede speciallæger har svært ved at få fodfæste. Det hænger ikke sammen. Vi skal skabe et sundhedsvæsen, hvor lægernes kompetencer bliver brugt bedre – til gavn for patienterne og for et mere lige sundhedsvæsen,” siger Josephine Rathenborg.

Josephine Rathenborg har som formand for Lægeforeningen Syddanmark markeret sig i debatter om blandt andet psykiatri, ventelister og lægedækning. Under hendes ledelse er Lægeforeningen blevet en fast høringspart i regionen i spørgsmål om sundheds- og psykiatriplaner, akutplaner og fødeplaner.

Hun er 41 år, gift med Morten, der er pædagog, og sammen har de to børn.

Fakta om Josephine Rathenborg

  • Speciallæge i urologi
  • Formand for Lægeforeningen Syddanmark 2019–2025
  • Tidligere næstformand i Yngre Læger Syddanmark
  • Underviser andre læger i "Den gode Samtale"
  • Har deltaget i arbejdet med lægelig videreuddannelse og rekruttering
  • Uddannet læge fra Syddansk Universitet