Juleønske til ministeren: Sænk optaget på medicinstudiet
Yngre Læger, Lægeforeningen og FADL opfordrer uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund til at sænke optaget på medicinstudiet med 250 pladser om året fra sommeren 2026. Bag ønsket ligger en bekymring om, at Danmark er på vej til at uddanne langt flere læger, end der er brug for – samtidig med at manglen på speciallæger fortsætter.
For at løse manglen på speciallæger har vi i Danmark de sidste mange år skruet op for optaget på medicinstudiet. Men tiden er nu inde til at skrue ned igen. For Finansministeriets fremskrivninger peger på, at Danmark i 2035 kan stå med over 10.000 læger i overskud.
“Det er en misforståelse at tro, at der skal uddannes endnu flere læger. Det er speciallæger, vi mangler. Ikke flere læger på medicinstudiet. At uddanne så mange læger, som politikerne har ønsket de senere år, er ikke en ansvarlig måde at bruge ressourcerne på. Og det gavner jo ingen, at der uddannes flere læger, end der er brug for”, siger Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger.
Send et julekort til ministeren
Vil du også opfordre ministeren til at sænke optaget? Så vær med til at sende hende et julekort med budskabet om, at optaget skal sættes ned allerede fra sommeren 2026.
Yngre Læger, Lægeforeningen og FADL har gjort det let for dig. Du skal bare udfylde formularen på denne side med dit navn, mail og din stilling.
Så sørger vi for, at der bliver sendt et julekort afsted fra dig også.