Lad os modernisere lægevagten
Det lyder voldsomt, at enkelte vagtlæger har tjent over 35.000 kroner på en enkelt dag. Men det hører med til historien, at der er andre dage, hvor vagtlæger efter otte timers arbejde tjener 0 kroner. Begge dele er urimeligt, skriver PLO's formand i debatindlæg.
Af Jørgen Skadborg
Formand for Praktiserende Lægers Organisation
JydskeVestkysten skriver på lederplads, at ”læger på akkordløn er en utryg ordning” og opfordrer til, at de fire regioner med en lægevagt skeler til Region Hovedstaden, hvor man har akutordningen 1813 med timelønnede sygeplejersker og læger.
Det er helt er op til det politiske flertal i hver enkelt region, om man ønsker lægevagten drevet af de praktiserende læger videreført. Hvis man foretrækker at indføre en 1813-ordning, med ansatte sygeplejersker i front, står det regionerne helt frit for.
Jeg kan dog ikke genkende billedet af, at lægevagten er en ”utryg ordning”. Der leveres lægearbejde af høj faglig kvalitet i lægevagten, og antallet af fejl er meget lavt. Desværre sker der af og til fejl, men det gør der også i 1813 og på sygehusene, hvor læger og sygeplejersker er på fast løn.
Vi har en tradition i Danmark for, at en række sundhedsprofessionelle er selvstændige erhvervsdrivende på kontrakt med det offentlige. Det gælder for eksempel praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter og kiropraktorer. Så vagtlæger er langt fra den eneste gruppe i sundhedsvæsenet, der lønnes efter akkord.
Når det er sagt, ser jeg positivt på, at vi justerer vores aftale med regionerne, så vi får mindre udsving i, hvor meget man tjener som vagtlæge. Det lyder voldsomt, at enkelte vagtlæger har tjent over 35.000 kroner på en enkelt dag. Men det hører med til historien, at der er andre dage, hvor vagtlæger efter otte timers arbejde tjener 0 kroner.
Begge dele er i mine øjne urimeligt, så lad os lave et system, hvor vi mindsker forskellen mellem top og bund. Det er PLO faktisk allerede i dialog med Danske Regioner om, og det håber jeg, vi kan nå til enighed om som led i en generel modernisering af strukturen i vores lægevagt.
******************************************
Debatindlægget er bragt i JydskeVestkysten den 10. juni.